39
— Er det muligt, at jeg maa høre saadanne Ord af Dem? Men hvad skal man sige, naar Republicanerne selv … O jeg skammer mig næsten ved at fortælle det! Jeg løb ud til dem, jeg tænkte at finde dem i den største Fortvivlelse, men det var ikke at mærke; og da jeg yttrede min Frygt for, at nu vare de kraftige Forholdsreglers Tid naturligviis forbi, svarede — ja jeg vil for gammelt Venskabs Skyld ikke nævne ham — men han svarede, at de Franske vare ikke et saa raat og vildt Folk, at de behøvede at regjeres med raa Grumhed. Jeg blev saa vred, at jeg strax tog min Hat og gik.
— Hvem det end var, der sagde disse Ord, saa giver jeg ham Ret, sagde Advocaten: thi det er ikke det franske Folk, men dets Bærme, som har raset under Jacobinernes Regiment, og det har ikke været Spøg for disse Fraværende hver Postdag at tage Avisen i Haanden med Angest for deri at faae Efterretning om, at en Ven, en Nærpaarørende var falden som et Offer for Guillotinen.
— O! i Tider som disse maa en Patriot formaae at sætte sig ud over den private Ulykke og kun tænke paa den offentlige. Jeg har forresten hørt Noget om den ringe Lusard, som er godt, som jeg maa rose.
— Hvad er det, kjære Onkel? spurgte Claudine.
