64
tause, døde Aftener, thi dit Billede, Haabet om at see dig igjen, skal være mit Selskab. Vor Ven Ferdinand sagde engang: Kun saa Fruentimmer have i deres trivielle Hverdagsliv en saadan Erindring, hvorved de kunne hæve dem.
— Min Elskede! min lille Hustru! Du henrykker mig! du indgiver mig Trøst og Haab. Ja det kan ikke vare længe, for vore tappre Hære have tilkæmpet os Freden. Lever jeg da, saa kommer jeg ufortøvet til Danmark og henter min elskværdige Hustru til mit lykkelige, frie Fædreland. Men ak, min Veninde! der kan gaae Aar hen, inden den lykkelige Dag vil oprinde, og om jeg da kommer her tilbage og finder dig i en Andens Arme, hvad skal der da blive af mig? Den unge Tydsker for Exempel, som var her idag, han saae paa dig med Øine, som jeg godt forstod. Din Familie vil bruge sin Myndighed, og …
— O ti, Lusard! Aldrig, aldrig skal jeg tilhøre nogen Anden. Jeg skal med Haab og Taalmodighed vente paa dig, om det end skulde vare, indtil mine Haar blive hvide.
Det gik Claudine, som det gaaer Enhver, der ved en elsket Gjenstands Side begræder en nærforestaaende Skilsmisse. En fordobblet Ømhed, en Udtalelse af den inderligste Hengivenhed giver Øieblikket en Sødhed, der lader Fremtiden staae i Baggrunden, og opliver
