71
med mig. Dig derimod bærer han paa Hænderne, og siger altid, at han kunde aldrig nægte dig Noget. Derfor vil det sagtens ikke hjelpe stort, at jeg reiser, med mindre du vil beslutte dig til at reise med mig.
— Jeg! reise nu, i Vinterens Hjerte?
— Ja det er sandt, det er en slem Aarstid at reise paa, men endnu er Vinteren ikke streng, jeg skal indrette Alting saa beqvemt og mageligt for dig, som muligt, og du maa betænke, at det gjælder vor Velfærd. Naa lille Nore! du siger Ja, det forstaaer sig vel af sig selv?
— Ja! svarede hun bedrøvet, men erindrende sit ovenomtalte Løfte.
Da Claudine næste Aften kom til den Tid, da Familien sædvanligviis samledes, traf hun Advocat Dalund, der længe havde været ene med Madame Valler. Det var tydeligt at see, at den Sidste havde grædt, og at den Første var særdeles forstemt. Claudine erindrede sig hiin Samtale med Ferdinand, og sagde ved sig selv: Hun er ganske forgrædt. Ja hun veed, hvad hemmelig Kjærlighed og Adskillelse vil sige. Ak! jeg turde gjerne betroe mig til denne Elskværdige, jeg vilde visselig ikke sinde nogen streng Dommer i hende. Kunde jeg bare saae alt Det udtalt, som trykker mit arme Hjerte!
Den næste Dag, som var en Søndag, var Ma-
