77
havde modtaget hende, og som hun nu blev en trykkende Byrde »Ak!« tilføiede hun: »I min grændseløse Begeistring for den skjønne, ædle Mand, som jeg elskede, var jeg stolt af at tilhøre ham, af at bringe hans Kjærlighed ethvert Offer uden Forbeholdenhed, af at være bunden til ham med alle tænkelige Baand. I min Uerfarenhed og Letsindighed tænkte jeg ikke paa de skrækkelige Følger, som nu have ramt, ikke mig allene, ikke allene de faa Mennesker, som tage Deel i min Skjæbne, men et ulykkeligt Væsen, hvis Tilværelse opfylder mig med Angst og Smerte. Mit bedste Haab er, at Gud vil føre os Begge bort fra en Verden, som vil forskyde os. Gud vil ikke forskyde os, og du, kjære Tante, du vil det ikke heller. Vær barmhjertig som han, og antag dig din ulykkelige Claudine.«
Dette Brev, som bar tydelige Præg af den skjælvende Haand, hvormed det var skrevet, bragte Claudine selv paa Posthuset, for at forvisse sig om, at det sikkert blev besørget, og et Glimt af Haab og Beroligelse vederqvægede hendes angstfulde Sjæl. Den aldrende Husholderske, som godt indsaae den Stilling, hvori hendes unge Jomfru befandt sig, forsøgte et Par Gange at bringe den vanskelige Materie paa Bane, men Claudine, som levede i den ungdommelige Illusion, at hun formaaede at skjule sin Tilstand, indlod sig ikke
