387
gemsfornærmelse«, uden dog selv som forsætligt at falde
ind under § 183 og 184, med kvalificeret Straf ↄ: med en
Straf, der var strængere end den, der kunde udbringes ved
at sammenlægge Straffene for den forsætlige
Legemsfornærmelse og det uforsætlige Drab. I § 201 (Lovens § 204)
gaves en aldeles tilsvarende Bestemmelse for Lemlæstelse,
idet Paragrafens 2det Led ligefrem siger, at under Ordene
i 1ste Led »Lemlæster Nogen en Anden o. s. v.« falder
ogsaa den ikke forsætlige Lemlæstelse; og da Ordene
i § 200, der er eenslydende med Lovens § 203, ere
ganske homogene med 1ste Led af § 201, synes de heller
ikke at kunne underlægges anden Betydning, skjøndt en
Udtalelse af Mindretallat i Motiverne (S. 251), hvor det
indvendes imod Fleertallets § 201, 2det Led, at den gør
det uklart, hvorvidt forbryderisk Hensigt skal ansees som
en Forudsætning for andre Straffebestemmelser i Udkastet
og da navnlig for sammes § 200, viser, at Mindretallet har
anseet det for muligt selv efter Udkastet at gjøre en
anden Opfattelse af sidstnævnte Paragraf gjældende. Det
var vel ikke udtrykkeligt udtalt i Udkastets §§ 200 og 201,
at den ikke forsætlige Skade skulde være tilføiet under et
retstridigt Angreb, men dette maatte dog vistnok antages,
baade paa Grund af Ordene og efter Analogien fra §§ 185
og 186 og endelig, fordi der ellers ikke kunde afstikkes nogen
Grændse mellem § 204 (Lovens § 207) og de her omtalte §§.
Mod Fleertallet blev det, og vistnok med fuld Føie,
gjort gjældende, at dets Forslag ganske tabte den
kriminalistiske Tilregnelses Ledestjerne, det forbryderiske
Forsæt, af Sigte, og det endog i den Grad, at Udkastets
Bestemmelser, ligesom de ældre i Fdg. af 1833, vilde
medføre Straf for en Voldsgjernings reent tilfældige Følger.
Vel erklærede Fleertallet (Motiv. S. 227 og 252), at
saavel efter Fdg. af 1833 som efter dets eget Forslag maatte
det betragtes som en selvfølgelig Betingelse for Anvendelse
af Straf for de ikke tilsigtede Følger, »at Gjerningsmanden
overhovedet paa nogen Maade har kunnet tænke sig en
