390
S. 312). Fremdeles siges der med Hensyn til Udkastets
Bestemmelser, at det ikke paa nogen Maade kan billiges
at skjærpe Straffen paa Grund af reent tilfældige Følger,
ligesom der ikke heller, »hvor Uagtsomheden kun er
mindre, findes en saadan indre Forbindelse mellem Døden og
den forsætlige Vold, at der er Grund til at paalægge
Gjerningsmanden en særegen høiere Strafe«; det maa derfor
kræves, at han har maattet forudsee Døden som en rimelig
eller ikke usandsynlig Følge af Gjerningen (S. 314). Ganske
analoge Betragtninger fremsættes naturligviis ogsaa for de
Tilfælde, hvor en forsætlig Voldsgjerning har draget en
betydelig Legemsskade efter sig. — Skjøndt Udvalget i sin
Opfattelse staaer Mindretallet saa nær, adopterede det dog
ikke de af dette stillede Forslag, men fremkom istedetfor
Udkastets §§ 185, 186 og 201 med selvstændige
Ændringsforslag, der nu foreligge som Lovens §§ 188, 189 og 204. Udkastets
§ 200 (Lovens § 203) om mindre Legemsbeskadigelser forblev
ogsaa denne Gang urørt, og Udvalget udtaler ligefrem, at ikke
blot Ordene men ogsaa Meningen skal forblive uforandret som
efter Udkastets ↄ: Majoritetens Forslag; det hedder (S. 321)
herom, »at ligesom der ved simple Hug og Slag (Udkastets
§ 197, Lovens § 200) naturligviis ikke skjelnes mellem,
hvad Angriberen har villet, og den indtraadte Følge,
saaledes har, man heller ikke anseet det fornødent ved de
mindre Beskadigelser efter § 200 (ↄ: § 203) at opstille en
saadan Adskillelse. Under denne Bestemmelse falder
saaledes ikke alene de Tilfælde, hvor Angriberen har villet
tilføie den Anden Saar eller Skade paa Helbred, men
ogsaa saadanne, hvor han kun har villet give ham en Dragt
Prygl, men der følger større Skade efter; det kan i saa
Henseende end ikke fritage ham, at Skaden er bevirket
ved en aldeles tilfældig Begivenhed« — ganske den ærede
Anmelders Opfattelse af Paragrafen.
Idet vi nu have fulgt § 203 og dens Omgivelser
igjennem de forskjellige Omvexlinger, som Straffeloven har
undergaaet paa sin Bane gennem Kommission og Udvalg,
