Fra Hr. cand. jur. P. G. C. Jensen have vi modtaget Følgende:
I Anledning af de Bemærkninger, hvormed
Redaktionen har ledsaget den i Ugeskriftets Nr. 23 for
indeværende Aar S. 355—358 indeholdte Dom, turde jeg bede
følgende Linier optagne.
Skjøndt det ved første Øiekast kunde synes, at
Dommen for Tiltalte Hansens Vedkommende indeholder en
»utvetydig Tilkjendegivelse af, hvorledes Overretten vil have
ä203 anvendt«, er dette dog neppe saa afgjort. Det
forekommer idetmindste mig, at Dommen forsaavidt
aldeles ikke indeholder noget Bidrag til Fortolkningen
af § 203, men derimod et ikke uvæsentligt Bidrag til
Fortolkningen af § 47.
Dommen anseer det for tvivlsomt, om Tiltalte
allerede, forinden hans Medtiltalte begyndte at slaae løs paa R.,
har advaret ham herimod, medens den dog finder, at der
er Grund til at antage, at han har givet Medtiltalte en
saadan Advarsel, forinden han tilføiede R. det Slag, der
alene kunde være Spørgsmaal om at tilregne efter § 203.
Hermed er nu ingenlunde sagt, at Tiltalte H.
ikke er Medtiltaltes Medhjælper. Det ligger i
Sagens Natur og Straffelovens § 50, at Meddelagtighed ofte
maa statueres, selv om Medhjælperen (eller
Medophavsmanden) har advaret sin Kammerat og derved bestræbt
sig for at forhindre Forbrydelsen, naar han dog ikke har
forhindret denne. Paa dette Punkt af Sagen er det altsaa
endnu aldeles ikke afgjort, at H. ikke er den Andens
Medhjælper; Advarselen kunde i og for sig kun medføre
Anvendelse af § 50, 2det Punktum. Men paa den anden
Side er det heller ikke afgjort, at Tiltalte H. er
den Andens Medhjælper. Hertil maa for det Første
fordres, at han har villet være med i Gjerningen (udøve
Vold mod R.); og dernæst vil han under denne
Forudsætning formentlig kun da kunne siges at være Medhjælper
til den Forbrydelse, Medtiltalte virkelig har ud-
