443
stemmelsen for Hovedmandens Forhold. I denne Henseende
skal jeg blot gjøre opmærksom paa, at Udtrykket »i
ethvert Fald« ikke synes at være paa sin Plads, dersom
det ikke skal indlede Slutningen paa en Argumentation
om Meddelagtighed alene, og at den hele sidste Sætning
vilde være som falden fra Skyerne, dersom den, uden at
indeholde den mindste Antydning deraf, gik ud paa en
Fortolkning af § 203. Desuden har det vistnok i høi
Grad Formodningen imod sig, at Dommen saa kort og
løst skulde have villet vedkjende sig en Fortolkning af
§ 203, der idetmindste kan bestrides med særdeles
vægtige Grunde, og det uden at nævne en eneste Grund for
denne Fortolkning. Hertil kommer, hvad der ikke er det
mindst Væsentlige, at Dommen argumenterer fra, hvad
Tiltalte havde maattet forudsee som rimeligt om
Medtiltaltes Forsæt (hvad han vilde udøve) og derved
netop stiller Tiltalte i Forhold til Hovedmandens Exces,
medens den, dersom den havde villet fortolke § 203,
aabenbart ikke kunde spørge om, hvad der maatte
forudsees af Hovedmandens Villie, men om den rimelige eller
ikke usandsynlige Følge af Gjerningen. For Dommens
Resultat er det ganske ligegyldigt, hvorledes den
Lovbestemmelse er affattet, efter hvilken Hovedmanden straffes,
fordi det erkjendes, at den formentlige Medhjælper ikke
kan straffes efter den samme alene af den Grund, at
han ikke er delagtig i den Gjerning. Dommens
Raisonnement kunde være affattet aldeles med de samme Udtryk,
om end den Lovbestemmelse, hvorefter Hovedmanden vilde
blive at straffe, afgjort maatte anvendes paa enhver
Handling, der i objektiv Henseende faldt ind derunder, og det
maa derfor vistnok betragtes som en tilfældig
Omstændighed, at de brugte Udtryk have nogen Lighed med dem,
der i §§ 204 og 188 ere' anvendte i en helt forskjellig
Sphære.
Dersom jeg har Ret i denne Opfattelse af Dommen,
indeholder denne altsaa alene et Bidrag til Fortolkningen
