802
J. Ipsen: Undersøgelse om, hvem en bortfalden
systemer bleven anvendt paa andre og flere Tilfælde end
de, for hvilke den gjaldt i Romerretten, og saaledes
omtaler Bornemann paa de citerede Steder ganske i Almindelig hed Spørgsmaalet om, hvem en bortfalden Arvings eller
Legatars Lod tilfalder. Det er nu ganske vist saa, at det
egentlig er ucorrect at tale om »en Arvings Lod« før
Arveladerens Død; thi før den Tid er der kun en Mulighed,
ingen Ret til at arve, og en egentlig Ret til at arve kan
der kun være Tale om efter Arveladerens Død; men
derved udelukkes ei, at der kan opstaae Vanskeligheder nok
ogsaa ved Afgjørelsen af, hvem der nyder Godt af, at en
saadan »mulig« Arving bortfalder. Idet vi først betragte
Sagen for de egentlige Universalarvingers Vedkommende,
ville vi derfor først undersøge de Tilfælde, hvor Arvingen bortfalder før Arveladerens Død, som ere de meest
praktiske.
En Arvings Bortfald før Arveladerens Død kan have
sin Grund i, at han døer, at han giver Afkald paa Arven,
at Arveladeren, forsaavidt han kan, berøver ham den
Mulighed, der var for ham til at arve f. Ex. ved at
gjenkalde et Testament, hvori han var indsat til Arving,
exheredere en Udarving, eller følge af reent positive
Bestemmelser, jfr. Fdg. 12 Decbr. 1735, Fdg. 21 Maj 1845 § 3
Strl. § 304. Naar man nu, som berørt, fastholder, at det
aldrig kan siges, at nogen Arving — det være sig Livs-,
Ud- eller Testamentarving — før Arveladerens Død har
erhvervet nogen Ret til Arven, saa er det klart, at heller
Ingen, som kun kunde støtte deres Ret paa den bortfaldne
Arving f. Ex. hans Creditorer, hans Arvinger som
saadanne, kan gjøre nogen Paastand paa Arven i saadanne
Tilfælde. For at kunne gjøre en saadan Paastand, maae
de have en selvstændig Ret, et selvstændigt Fundament
at beraabe sig paa. Derfor er det saa vigtigt at
fastholde, at den, der arver jure repræsentations, arver jure
proprio, jfr. Bornem. Pag. 33. Fundamentet bliver her