Modsætningen til hendes forrige Opførsel let fik Udseende af Stolthed. Hos Dahls havde man strax mærket denne Forandring og naturligvis optaget den meget ugunstigt.
En Aften, da Alfred efter Sædvane besøgte sin Onkel, kaldte Fru Dahl ham og Ida ind i Spisestuen og bad ham om at invitere Carl til et Selskab og Bal i Anledning af Idas Forlovelse.
"Forlovelse?" gjentog Alfred forandret, med hvem?
"Aa Gud! bedste Alfred, det er da umuligt, at Du, som kommer her hver Dag, ikke skulde have mærket, at Lieutenant Zülich ligefra det Øieblik, han kom her i Huset, har gjort Cour til Ida. Igaar friede han og iovermorgen skal Forlovelsen declareres. See her er nu en passende Leilighed til at invitere Din og vor unge Ven."
"Og Onkel har virkelig givet sit Samtykke?"
"Ja, naturligvis," svarede Fru Dahl, lidt forundret, "hvorfor ikke?"
"Han er et skammeligt Menneske," raabte Alfred og greb Idas Haand. "Vogt Dig, gode, uskyldige Barn! han bedrager Dig! han er Dig ikke værdig."
"Men Gud Alfred, hvad? — hvorfor — hvoraf veed Du det? Hvad har han gjort?"
"Hvad han har gjort, Tante," svarede Alfred
