stirrede med pinlig Uro ned paa Guldet, medens hun ligegyldigt holdt sit Glas frem. Idet Carl klinkede med hende og med et underligt veemodigt Udtryk hviskede: jeg ønsker Dem til Lykke, slog hun Øinene op, og saae paa ham med et eiendommeligt, intetsigende Blik; hun følte sig saa ligegyldig mod Alt, hvad der omgav hende, hun var forlovet, altsaa elskede hun sin Kjæreste, og alt Andet maatte da være hende koldt og ligegyldigt. Intet Ord, ingen Tanke kan finde Udtryk for denne Følelse, det er som naar en for stærkt spændt Streng paa en Violin pludselig, istedetfor at springe, dreier Skruen rundt og i eet Secund gjennemløber alle Scalaens Toner, og ender i en forvirret mumlende Lyd. En saadan Følelse kan kun tolke sig i et Blik, men dette Blik forstaaes aldrig, naar det ikke kan gjengjældes. Carl følte sin Haand zittre, han var nærved at tabe sit Glas. Anden Gang stod han i Begreb med at gaae, men atter blev han; hvorfor skal jeg gaae? — hvorfor skal jeg blive? tænkte han, men stillede sig dog ind i Dandsesalen i en Vinduesfordybning, og betragtede de Dandsende.
"De dandser ikke?" spurgte en Herre ham.
"Nei, jeg trænger ikke til Motion," svarede Wandler ligegyldigt, "og hvad er vel den Springen og Hoppen Andet, end Motion."
