vanskeligere at rense det end ikke at smittes af det. Saaledes gik det Julie, skjøndt Zülichs Ord vare skjønne og gode, skjøndt hans hele Væsen var fint udtænkt og skuffende udført, havde dog hans blotte Nærværelse en slet Indflydelse paa hende. Talte han om hendes Moder og Søster, skeete det vel med Varme, som om han selv maatte være den kjærligste Søn, men ikkedestomindre bragte han altid Julie til at tænke: hvad vil han synes om min simple Moder?
Og nu — da hun stod forskudt og vanæret af ham for hvem hun søgte at fjerne Tanken om sin Moder — et Øieblik stod hun i Begreb med at forlade Kjøbenhavn og fortælle sin Moder Alt, men hun var ikke stærk nok til dette Skridt. "Nei aldrig," raabte hun og hævede sit Hoved stolt i Veiret, men lidt efter lidt sank det atter ned, hendes Øine fyldtes med Taarer. "Jeg kan ikke," hviskede hun og sank atter tilbage paa Sophaen. Hun elskede ikke Zülich meer saaledes som før, thi en forstødt og vanæret Qvinde elsker ikke mere, hendes Følelse er forandret i dens inderste Grundvæsen. En sandselig Lidenskabelighed danner Kjernen, hvorom Egoisme, saaret Stolthed og Hevnlyst danner Skallen. Det gik Julie, som det gaaer enhver vanæret og forsmaaet Qvinde i de første Øieblikke, hun troer paa Intet mere, da hun
