Mand, der har fornedret sig, gaaer jeg ham stolt og ligegyldig forbi, men en Qvinde skammer jeg mig over.
"Hvad vil Du mig?" spurgte han atter ganske sagte.
"Giv mig en Rigsdaler!" svarede hun leende, saa vil jeg kjøbe mig noget Brændevin, saa vil jeg i Morgen tidlig drikke mig fuld, for at jeg ikke skal mærke, at jeg bliver pidsket, puffet og stødt nøgen ud paa Gaden. See, Alfred, disse Klæder — Silke og Atlask, jeg er klædt som en Dronning — og dog har jeg ingen Mad faaet i mange Dage. — "Nei," raabte hun igjen, og sprang op paa Sophaen for at see sig i Speilet, "jeg kan Intet mere fortjene, min Kind er vissen, Taaren har gravet sin Fure i den — og imorgen skal jeg betale Leien for mit Værelse og mine Klæder. Jeg eier ikke en Skilling. — Alfred," udbrød hun, og kastede sig plat ned paa Gulvet foran ham, "giv mig en Rigsdaler, saa kan jeg drikke, drikke til jeg Intet mærker mere — saa har jeg een glad Nat endnu."
Alfred stod tavs foran hende, og lænede sig til Bordet, den ene Taare flød ham nedad Kinden efter den anden, medeet reiste hun sig, og greb Alfreds Haand: "Alfred, giv mig et Stykke Mad, ellers sulter jeg ihjel."
