kirkegaarden for at besøge Alfreds Grav. Da de kom indenfor Laagen, saae de en ung, sortklædt Dame sidde paa en Bænk med en stor Krands paa Skjødet af Vaarens deiligste Blomster. Idet de gik forbi, reiste hun sig og kom hen til dem, det var Julie. Efter en kort Samtale, sagde hun: "jeg reiser i Morgen hjem til min Moder for at blive der. Nu vil jeg bringe Alfred den første Krands, jeg har flettet i mit Liv. Vil De, Frøken, lægge den paa hans Grav — thi der kan jeg ikke træde." Hurtigt ilede hun bort og forsvandt igjennem Laagen; Tiden havde endnu ikke ret læget hendes Saar og gjorde det vel aldrig, Sjælens røde Skygger vidsker først Døden bort.
Ida vendte sig lidt forundret om mod Carl, da hun var aldeles uvidende om Alt, men han forekom hendes Spørgsmaal med et langt Kys — og saaledes gjorde han hvergang hun vilde spørge.
Da de kom til Alfreds Grav, bleve de opmærksomme paa en ganske ny Grav tæt ved Siden af hans, som Graveren just var ifærd med at rette.
"Hvis er den Grav ?" spurgte Carl.
"Det er Lieutenant Zülichs," svarede han og da han antog dem for et Par af de mange Nysgjerrige, der besøge Assistentskirkegaarden, vedblev han: "for
