gang den gamle Herre kom derned, sprang han ud af Sengen og styrtede ud til sin Bedstemoder, han vilde slet ikke see den gamle Herre. Nu var det, at den gamle Murino reiste herover til sit Gods og tog den rigtige Søn med, for han meente, at det var bedst, at han aldrig mere saae den anden. Saa var det Aaret efter — ja det var nok 1842, at jeg blev Skolelærer her i Sognet, men Gud, hvor Alting var forandret i den Tid. Harald — Præstedatterens Søn derovre — var vel bleven rask efter sin Sygdom, men han gik omkring, som om en svar Brøde hvilede paa ham. Det var en Ynk, at see det deilige Barn; han turde saamæn ikke komme sammen med andre Børn og naar de vare venlige og gode mod ham, troede han, at det var Medlidenhed og vilde rende og drukne sig. Den gamle Herre her var jo bleven ganske melancholisk og turde saamæn aldrig sige et Ord for Sønnen. Engang havde han, medens jeg underviste ham, pryglet mig, fordi jeg sagde, at han var doven, men nu var han færdig at prygle sin Fader med. Om Harald turde vi nu aldrig tale, men da saa den unge Murino engang var reist til Kjøbenhavn, lod jeg en Procurator hente og den gamle Herre gjorde sit Testamente saaledes, at Harald skulde have hele dette Gods, og det fik den Unge
