naar Du taler om ham, indskrænker Du Dig i Almindelighed til at spørge om ham."
"Ja jeg samler Noticer til engang at drukne ham i en Strøm af Latterligheder. Han er jo bigot i allerhøieste Grad, han beder til sin kjære, søde, almægtige Gud hver Aften og sommetider to Gange, naar det er meget mørkt i Stuen. Synes Du ikke det er uhyre morsomt."
"Dersom dette var din Mening," svarede Rudolph ophidset, "vilde jeg give Dig en Dragt Prygl, men i ethvert Tilfælde finder jeg dog, at det er et meget flaut og dumt Spotteri. Valdemar er netop en god, troende Christen og ikke en saadan ussel Rationalist, Materialist, Pantheist eller Philosoph, som Du, der hverken troer paa Gud eller Fanden."
"Nei det har Du Ret i; Valdemar er ikke saadan et totalt Nul, saadan et infamt Dögenicht, som Du, der slet Intet troer, men kun lever for at plage Gud og mig og Fanden og hele Verden."
Rudolph vilde lige til at give et hidsigt Svar, men betænkte sig idetsamme og trøstede sig med, at Høllo aldrig vilde komme til at anvende sine "Iagttagelser," da Valdemar jo afskyede ham og aldrig kom ham nær paa ti Miles Distance. Just som Rudolph med en vis triumpherende Mine havde sagt disse Ord,
