"Nei det er just Knuden, min gode Frederiksen, men det giver sig nok, det er kun Pigenykker. Tys! der kommer en Vogn!"
Idetsamme rullede Præstens gamle Kalesche ind af Porten og kjørte op for Døren. Werner styrtede til Vinduet og derfra ud i Gangen for at modtage sine Sønner; Frederiksen fulgte sindig efter, og lukkede omhyggeligt Døren efter sig med en Bemærkning om den kostbare Varme. Frederik hang allerede om sin Faders Hals, medens Ludvig støiende trykkede dem begge, og derpaa slyngede sine af Sneen vaade Kavaiarme om Hr. Frederiksens Hals, idet han sagte brølede ham i Øret: "Jeg gratulerer! Nu er De da forlovet med Jomfru Knap," "Endnu ikke," svarede Hr. Frederiksen, idet han tørrede sine Flipper af, og satte dem tilrette.
"Men hvor er Hr. Wilmot?" udbrød Præsten medeet, og saae sig omkring. Han havde i den første Tummel ikke lagt Mærke til at han savnedes.
"Fløien," lo Ludvig og kastede alt sit Reisetøi midt paa Gulvet, og ilede derpaa ind i Dagligstuen.
"Nei, han havde nogle Forretninger at afgjøre underveis," sagde Frederik. "Du veed, han er en Pleiesøn af Grevinde Gyldenhjelm til Magnehøi, og jeg troer vist, han skulde træffe sammen med hende
