til min Moders Grav den første Aften; dens Reenlighed og Ziirlighed er et Vidne om hendes Godhed og Fromhed; det gjør mig ogsaa næsten ondt, at have saaret hende med min Kulde, men hvad skulde jeg gjøre ved dette kolde Leer? hvad Betydning have disse hensmuldrede Been, skjulte af Muldet, for mig? Det er min Moders — ja som Barn kunde jeg græde og savne, men nu kunne de kun opvække ængstelige Tanker om Døden og en levende Følelse af Minuttets Værdi. Men hvorfor skulde jeg give slige bange, hæmmende Følelser Indpas i mit Bryst? Det er jo Livets Kunst, ikke at lade sig tvinge af hvad man kan beherske. Døden er Noget, Naturen fører med sig, den er fatum. hvis kolde, strenge Bud jeg maa underkaste mig, men Frygten før Døden kan jeg beherske. Mindet — ja hvad er vel Mindet? et Middel til at forskrue Sjælen, en indbildt Dæmon, hvoraf man i Samvittigheden har construeret en Herrens Lov. Men bort Minde! I min Sjæl staaer Dit Gravmonument; jeg vil ikke plages, jeg vil leve; jeg er for gjennemtrængt af hvad, der er, til at huske det, der var.
