Vanvittige; en Gysen gjennemfoer ham, han troede at kunne høre, at det var Valdemar, der skreg; han troede, at kunne see al den Ulykke og Elendighed, der herskede bagved disse Mure. Ved Porten spurgte han, om det var muligt at faae Valdemar Lund i Tale; "nei," blev der svaret, "han har faaet et stærkt Anfald af Nervefeber og trænger frem for Alt til Rolighed; det gjælder nu om fuldkommen Helbredelse eller Død." Ved disse Ord var Høllo nær falden den barske, graahaarede Mand om Halsen, men han betvang sin Bevægelse. "Valdemar bliver rask" hviskede tusinde Stemmer i hans Indre og som om han ventede Efterretningen endnu i dette Minut, fortsatte han sin Gang tilhøire ad Veien mellem Inspecteur-Boligen og Hospitalshaven. En lille Gitterdør, der førte ind til Haven, stod aaben; han gik ind. Alt var roligt og stille, Solen skinnede hedt, men her i Gangene var køligt og skyggefuldt, kun nu og da hørtes en sagte Surren og et undertrykt Skrig. Høllo gik rask fra den ene Gang ind i den anden, som om Noget drev ham frem, da han medeet ved Omdreiningen af en lukket Gang standsedes af en gammel, graahaaret Mand. Hans Knokler vare stærke og kraftige, men Legemet sammenskrumpet og bøiet mere af Sygelighed end af Alderdom, hans Haar var tykt og tæt afklippet, men ganske graat,
