Dagen arbeidede han i Haven, den øvrige Tid gik hen med Læsning, Musiceren, Passiaren og med at gjøre Cour til Hedevig. Uden at ane hvorfor, viste han hende tusinde smaae Opmærksomheder, saadanne smaae Ømheder, som en Anden vilde have skrevet paa Fætterskabets Regning, men som gjorde et langt dybere Indtryk paa Hedevig, fordi hun mistænkte Høllo, fordi denne Opførsel var saa afvigende fra det Billede, hun for 2 Aar siden havde dannet sig af ham og som hans første Brev til Onkelen havde bestyrket. Høllo fulgte hende idelig; i Haven vilde han plukke Frugt til hende og naar hun ikke syntes om en eller anden foretagen Forandring, blev den gjort om igjen, om saa ogsaa alle de Andre paastode: nei. Hende syntes dette aldeles ikke ubehageligt, tvertimod lod hun sig ofte, naar han var særdeles overgiven eller naar han spillede, aldeles henrive af ham, og dog var det, som om hun ikke turde nærme sig til ham. Saaledes stode Sagerne, da Hedevig en Dag mod Slutningen af August Maaned, medens hun sad foran sin Faders Skrivebord og ordnede hans Papirer, pludselig fik Øie paa et Brev, der bar Høllos Haandskrift. Som af Instinkt greb hun det hurtigt og læste nu Høllos sidste Brev til hendes Fader. Da hun havde læst det, støttede hun tungt
