var udbredt en usikker Alvor, det var, som om en indre Strid kjæmpedes ud i hans Ansigtstræk, men da Orgelet og Sangen, ved hans Indtræden i Kirken, tonede ham imøde — da faldt det sidste Tvivlens Slør fra Sjælen, han nød nogle af disse salige Øieblikke, man kunde kalde Troens og Kjærlighedens. Da de gik tilbage, knælede de et Øieblik tause ved Høllos Moders Grav.
Med et let Hjerte og et muntert Ansigt stod nu Høllo just og hjalp sin unge Brud hendes Schavl og Hat af, da Døren aabnedes og — Waldemar traadte ind. Han var bleven høiere og magrere; et melancholsk Anstrøg havde leiret sig over hans Pande, han var kommen til at ligne Høllo. Atter fulgte nu Overraskelse paa Overraskelse; "det er en Søn af Capitain Lund", sagde Høllo med et Buk for sin Onkel og derpaa, idet han vendte sig om mod Hedevig: "det er min Brud."
Om Aftenen, da de to Venner — nei de to
Brødre skulde gaae tilsengs, fortalte Høllo Valdemar
Alt og endte Aftenen med følgende lille Vers i sin
Dagbog:
