udbeder sig Tilladelse til at maatte see lidt til under Syningen, da han, som han skjæmtende bemærkede, var meget vanskelig at tilfredsstille. Under saadanne Paaskud vedblev han at besøge hende hver Aften og som oftest Kl. 11, naar han kom fra Dahls. Han medbragte da gjerne en lille Present til Julie og vidste altid at føre Samtalen over paa et saa almindeligt Gebet, at den kunde fortsættes i det Uendelige. Julie levede i en evig Ruus af Fryd, hver Dag glædede hun sig til om Aftenen, og om Aftenen sad hun og talte Minutterne til Zülich pleiede at komme, og kom han ikke, som sjeldent indtraf, græd hun, hvormeget hun end søgte at trøste sig med, at han ikke havde lovet at komme. En saadan Aften, da Klokken alt var en halv Time over tolv, sad Julie og græd, Sytøiet var falden ud af hendes Hænder og med ængstelig Lytten bøiede hun sig forover. Endelig hørte hun Nogen komme; "det er ham", hviskede hun og et Smil kom frem paa hendes Kinder. I en Fart sprang hun op og aabnede Døren uden at vide, hvad hun gjorde eller vilde; Zülich stod udenfor.
"O! er det Dem?" udbrød Julie og rakte ham Haanden.
"Har De ventet mig, Julie?" svarede Zülich fyrigt og traadte ind, men Julie indsaae idetsamme, at hun
