MANASSE
"Ele — ele — le — le!" skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over Isen.
"Ja — saadan er han!" sagde Folk, der var stimlede sammen om min Slæde. "Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for Spring!"
Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik.
Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste Hundekuske i Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere Hunde end tre, men ikke mange med Forspand paa ti skulde indlade sig paa Kapkørsel med ham. Det vidste jeg, og derfor lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring, greb min Pisk og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen peb under Slædemederne.
Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver. Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde .....
Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og gaar hen til ham.
"Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke."
"Rygter lyver altid! Forstaar du — mine Hunde er
