102
MANASSE
han den gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og siger:
"Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!"
Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed.
Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.
Sagnet kan vel — efter vor Maalestok — ikke kaldes synderlig smagfuldt; men jeg gengiver det dog, fordi den Hjerne, som oprindelig har skabt det, har været saa typisk eskimoisk.
SAGNET OM PIGSSIK, DEN STORE MENNESKEÆDER
Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der havde mange Brødre, og at han tog Land, hvor disse boede.
Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes efter sit forrige Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to Børn i sin Konebaad og rejste hjem paa Besøg.
Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller. Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl Stank om ham. Hans Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt at mærke paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han i lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet ondt derover.
En Dag foreslog han, at de alle skulde tage ind til Bopladsen, og saa rejste de. Han havde paa Forhaand lovet dem et stort Maaltid.
De kom til Land og blev elskværdigt modtagne, men da Konen paa Vejen til Huset kom forbi deres Madskur,
