117
INDLEDNING
Eskimoernes egen Historie, der traditionsvis er overleveret til Slægterne. Man har før ment, at de fleste af Sagnene, der aabenbarede saa megen Grusomhed, var Fantasifostre, der kun havde deres Oprindelse i en eller anden yderst spinkel Tildragelse, som var bleven udpyntet til fælles Underholdning. De mange Hjerteløsheder, der omtales, "Mænd, der spiser deres Koner", "forældreløse, der mishandles", "hensynsløse Blodbad paa Kvinder", — Emner, der behandles meget hyppigt i de eskimoiske Sagn, — er sikkert alt sammen Oplevelser, der samvittighedsfuldt er bleven berettede fra Generation til Generation. De nye Fortællinger fra Østkysten godtgør dette.
Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med Eskimoernes.
Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden, Fredsommeligheden som den Egenskab, der mest karakteriserede Eskimoerne.
De var saa gode og skikkelige!
Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred — trods alt! Saa meget desto mere beundringsværdige! Men glem derfor ikke, at de dog først og fremmest er Mennesker, der i egentligste Forstand formes af den Natur, der omgiver dem.
Eskimoens Sind kan være blankt og solmættet, som Vandet en Sommerdag i de dybe, varme Fjorde. Men det kan ogsaa være vildt og skaanselsløst, som selve Verdenshavet, der æder sig ind i hans Land!
Sofie Poulsen var den, der gav mig de første
Oplysninger. Hun hed oprindelig Besuk. Da hun kom til Vestkysten
sammen med tre Konebaadsbesætninger i 1900, var hun
Neqigssanoq's anden Kone. Neqigssanoq har i Daaben faaet
Navnet Emanuel. Sofies Medhustru var hendes ældre Søster
Singime, i Daaben kaldet Helene.
