132
AVIAJA OG HANS SLÆGT.
inden ret længe, foretrak hun at dræbe sine Børn og sig selv. De var allerede dengang stærkt medtagne af Sult og havde svært ved at rejse sig. De to ældste, de var næsten voksne, styrtede sig selv ud i Havet, da Moderen bad dem om det; de andre maatte Moderen kaste ud.
Ja, og saa var der den yngste lille Søn, han løb selv ned til Stranden; han var den, der var mindst medtagen af Sult, fordi de ældre stadig havde givet ham Mad af deres Rationer.
Moderen forklarede ham nu, at han skulde ned til de døde, der levede uden Nød og uden Sorger under Havet; han skulde blot springe ud i Søen, saa skulde Moderen følge efter.
Det gjorde Drengen og druknede.
Men Moderen selv gik op paa en Klippe, vendte Ryggen mod Havet og kastede sig ud ....
Saaledes døde Aviaja og hele hans Familie."
— — — Henrik har fortalt sin Oplevelse; vi sidder nu hver paa sin Sten og tier.
En Mand skyder frem gennem Mørket og bliver staaende paa en Fjældkam. Han har ikke set os og raaber vore Navne.
Det var Christian, der kom for at byde os til Maaltid paa friskfanget Sæl .....
