159
INSEKTERNES FRIERI TIL PEBERSVENDEN
Da lo Fluen og gik ind med samme Besked som før.
Igen hviskede de sammen derinde, og saa kom et Stankelben ud.
"Tag mig!" sagde Stankelbenet.
"Nej, du har saadan lange Ben," sagde Pebersvenden, og Stankelbenet gik leende ind.
Saa kom Tusindbenet ud.
"Tag mig!" sagde Tusindbenet.
"Nej, dig vil jeg ikke have," svarede Pebersvenden, "du har alt for mange Ben. Din Krop hænger jo lige ved Jorden paa dine mange Ben, og dine Øjne er fæle."
Og Tusindbenet skoggerlo ad ham og gik ind.
Saa hviskede de sammen igen derinde, og saa kom Myggen ud.
"Tag mig!" sagde Myggen.
"Nej, du bider jo," sagde Manden, og Myggen gik leende ind.
Saa endelig bad Konen ham om at komme ind til sig, nu da han ikke vilde have nogen af alle de andre, og med Nød og Næppe pressede han sig ind gennem Fjældsprækken og tog hende igen til Kone.
"Lysk mig!" sagde Pebersvenden glad.
Og hans Kone begyndte, og hun talte over ham:
"Vaagn først, naar Stormfuglen begynder at skrige! Sov, indtil man hører Lyd af Fugleunger!"
Og Pebersvenden faldt i Søvn.
Da han endelig engang vaagnede, laa han ganske alene. Jorden var bleven blaa af Sommer, og Stormfuglen larmede ved Fuglefjældet. Det var Vinter, da han krøb ind i Fjældsprækken.
Da han gik ned til sin Kajak, var Skindet opløst af Ælde.
Ja, og saa hændte det som sædvanlig, at han gav sig til at lyske sit Mavebælte.
