176
DEN USAARLIGE UASE
lem Skulderbladene med en saadan Kraft, at Odden gaar ud mellem Brystbenene.
Det sortnede og gnistrede for Uase's Øjne, og han blev et Øjeblik saa forvirret, at han gav sig til at hale i Odden, saa han derved blot fik Lænseren trukket længere ind i Kroppen paa sig. Men i et Ryk fik Angiamineq den ud igen og kastede den nu ind i Skulderen, saa voldsomt, at det gav et Knæk, da Odden borede sig ind i Skulderbladet.
Det var, fortalte Uase, som om han nu for første Gang i sit Liv begreb, hvad Smerte var. Det gjorde saa ondt, at hans Øjne saa Ild! Men han var jo en mægtig Aandemaner, og da han blot kom saa meget til Besindelse, at han kunde stryge sig hen over Saarene med Haandfladen, blev disse lægte; kun det i Ryggen kunde han ikke naa.
Det var mest Angiamineq, der drev ham Stødene. Qaratsuk kom ogsaa til, og nu fik Uase et Stik lige i Hjertekulen. Han var ved at segne, men fik det lægt ved at stryge Haandfladen hen over det.
Et Stik, som ramte ham i Maven, havde nær dræbt ham, thi Stødet blev ført med en saadan Voldsomhed, at Indvoldene faldt ud af Siden paa ham, da Mavesækken blev sprættet op. Alt det Spæk, han kort forinden havde spist, flommede ud og gjorde Havet ganske blankt; men Spæk hindrer en Aandemaner i at læge sine Saar, og det var derfor Uase umuligt at faa helet det sidste.
For at vinde Tid gav han sig nu til at sprøjte Vand op i Ansigtet paa Angiamineq, og denne veg uvilkaarligt nogle Skridt tilbage, saaledes at Uase kunde faa Fodfæste paa Land, og nu var det Angiamineq's Tur at blive kastet i Søen. Men ved den pludselige Bevægelse, Uase maatte gøre, styrtede Blodet ud af hans Underlivssaar, og al den Mad, han nylig havde spist, faldt ned paa Klippen med et Klask!
Uase, som nu var ude af Stand til at bevæge sig, reddede sig ved en Løgn.
