Spring til indhold

Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/201

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

187

EN HISTORIE OM HUNGERSNØD


tedes i Spæk; og det var Skik, at man aldrig rørte Sylteposerne før ud paa Vinteren.

Saaledes kunde det gaa til, at den første Vinter forløb taaleligt; men da den Tid var inde, da ellers Foraar og Sommer skulde falde ind, kom Varmen ikke. Sneen smeltede ikke, og Isen blev liggende paa Havet. Og paa denne Vintersommer fulgte en endnu drøjere Vinter.

Da slog Nød og Skræk alle Østboerne, thi Forraadene var opbrugte, og man havde intet Haab for Vinteren. Det varede heller ikke længe, før Hungersnød og Sultedød begyndte at hærge Menneskene.

Først spiste man alt det, man sædvanlig tyr til som Sultekost: hvad der kunde være spiseligt: Skindklæder, Kajakskind og Konebaadsskind. De mere forsigtige, som endnu havde Haab om, at det dog eengang maatte falde ind med Varme og Foraar, nøjedes med at skære det øverste af Konebaadsskindene af, saaledes at Bunden og et lille Stykke af Siden blev tilbage. Og det fortælles, at da der endelig engang kom frit Vand, lagde Konebaade ud uden Sideskind, saa at man kunde se Roerskernes Ben tvers igennem Baaden.

— — — Men de fleste troede, at det aldrig mere vilde blive Sommer igen, og at alle Mennesker skulde dø.

Da man ikke havde mere at spise og dog ikke vilde dø, begyndte man at spise Lig. Naar nogen døde, blev de flænsede og fortærede; og de overlevende aad saaledes deres Husfæller, Forældre spiste deres Børns Lig, og Børn deres Forældre.

Men det hændte, at mange blev grebne af Vanvid, naar de havde spist den, de holdt af. Dog saa stærkt klamrede de faa sig til Livet, nu da det syntes, at Døden skulde blive fælles for alle den Vinter, at de hellere spiste deres kære fremfor selv at blive Føde …

Værst af alt var Menneskelever. De, som spiste den, mistede Forstanden; og selv om de kom sig igen, mistede de Haaret.