15
MENS JORDEMODEREN VENTER
Man standsede uden for Malakias's Hus, det var det største paa Pladsen, og derinde vilde vi danse. Man blev enig om, at min Baldame og jeg skulde gaa ind og parlamentere med Familien. Det var jo allerede sen Aften.
Vi krøb ind gennem den lange, opblødte Husgang og kom ind. Paa Briksen sad et Par gamle halvnøgne Mænd og deres Koner. De gloede forbavset paa os, da vi kom ind, og slog maabende Mundene op, da vi frembar vort Ærinde; det varede længe, før de kunde samle sig til et Svar. Saa var der endelig en af de gamle Kællinger, der rejste sig, gik hen til en af Lamperne og pillede Vægen højere op af Trannen; — da først havde hun faaet kædet sine Tanker sammen til Svar. Hun stillede sig lige foran os, pegede ind paa Briksen og hviskede hovedrystende:
"Tja — det kommer jo noget an paa hende der; for vi sidder jo bare her og venter paa, at hun skal faa Brug for Jordemoderen!"
Min glade Rebekka saa sønderknust paa mig:
"Det er sandt!" mumlede hun, "Barbara ligger jo for Barsel!"
"Der findes da ogsaa andre Huse!" foreslog Kællingen paa Gulvet.
"Jah — men Malakias's Hus var jo det største," sukkede Rebekka.
"Saa forsøg paa at gaa til Malakias selv," foreslog den gamle, som hed Medea.
Og det gjorde vi saa.
Malakias fandt vi blandt Danserne i Bødkerværkstedet. Han var en fornuftig Mand, det nok gik an at forhandle med; men ak — Smilet stivnede om hans Mund, da han hørte vort Forslag, og der laa Alvor i hans Stemme, da han sagde:
"Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage kun har ventet paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! Spørg først hende!
