29
FATTIGFOLK MELLEM "DE ONDE VINDES FJÆLDE"
Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede slet ikke paa mine Spørgsmaal.
"Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, skal vi nok faa ham fat; men er han allerede solgt, saa kan han gøre sig usynlig, selv om han staar lige imellem os. Aa, det er dig, dit Spøgelse, som er Skyld i alt dette daarlige Vejr. Kom bare frem, hvis du ikke allerede er djævlebunden — for saa tør du jo ikke vise dig for kristne!"
"Hvem, hvem?"
"Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop Sønden fra."
Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse var saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud af ham med saadan en Oprigtighed, at det hele begyndte at virke paa min Fantasi. Nu troede jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, — et Spøgelse eller en Aand eller …
"Vi maa lige ned i Kløften," foreslog jeg.
Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os.
"Her! Der ser jeg hans Hule," raabte Anase ude af sig selv. "Kom nu bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!"
Nu saa jeg ogsaa selv Hulen. Jeg var efterhaanden bleven saa ophidset af Anase's Raab, at jeg virkelig, da jeg nærmede mig Hulen, selv ventede, at der skulde være Troldtøj derinde. Og Anase's stadige Tilraab om, at jeg skulde være meget forsigtig, overbeviste mig om, at jeg gik en Tvekamp i Møde. Jeg trak min lange Bjørnekniv frem og stillede mig ved Indgangen, rede til alt!
"Vaaben bider ikke paa saadan noget!" raabte Anase, "hvis du ikke bliver bange, skal du bare brydes med ham."
Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa
