31
FATTIGFOLK MELLEM "DE ONDE VINDES FJÆLDE"
hen over Stenene. Somme Tider var det som Jern, der slæbtes hen over Stenene, somme Tider som en Rævs Murren og Gøen. Til sidst mærkede han en Haand under sin Trøje.
"Jeg blev saa angst," fortalte han, "at jeg begyndte at ryste over hele Kroppen; jeg troede, at han allerede var kravlet ind paa mig og havde forgiftet mig med sin Ondskab; — for det er det, han vil, fortæller de gamle. Og saa gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt jeg kunde — og alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske rolig igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig."
— — — "Arit!" (Der kan du se!) sagde mine to Kajakmænd til mig, da jeg gennemblødt kravlede ind i Hytten. "Om vi var komne af Sted i Dag, havde Syltindens Kastevinde været stive, kan du tro."
Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa Briksen.
"Du faar det trist i Dag," sagde Vittoralak, "vi har ingen Spæk til Lampen, og det bliver tidligt mørkt."
"Saa meget desto bedre! Saa kan I fortælle uhyggelige Historier om Fjældmennesker; vi har lige set en."
"Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne fra Pigebørnene?" sagde Vittoralak: Og saa fortalte Anase løs. Man hørte paa ham med stor Opmærksomhed, og selv mine Kajakmænd var meget ilde berørte deraf. Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi det følger altid med dem.
"Gud vil bringe dem til at angre," sagde de.
Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater, bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe mellem Fjældene. En saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes hurtigt langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle; thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske …
Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt
