MOSES
Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets Tid. Naar Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset ikke længer nogen Rolle. Selv midt paa Dagen skal Lamperne dog brænde, om et eller andet Arbejde skal udføres. Skal Grønlænderne paa Fangst, slaar Dagen heller ikke til. Det vilde være mørkt, inden han havde naaet sit Fangstdistrikt, om han vilde slaa sin Lid til den Smule Lys, der i den mørke Tid kastes ud over Landet.
Han maa vænne sig til det matte Skær, der ydes af Maane og Nordlys, og blot søge at udnytte Dagslyset, saa længe han er paa selve Fangstpladsen. Han maa tage ud og tilbage i Mørke.
Det er en Kendsgerning, at intet i Længden virker paa den grønlandske Fantasi med en saa stor Magt, som det dæmpede Maanelys. Alt ude bliver fantastisk og hemmelighedsfuldt. De vældige Fjælde bliver endnu stummere, de store Isørkener endnu mere uendelige.
Der lægger sig en højtidelig Stilhed over Naturen. Og Skyggerne! — Fjældene kaster mørke Spøgelser om sig, og Slæden eller Mennesket, som bevæger sig ude, forfølges af sin sorte Skygge i den hvide Sne.
De grønlandske Nætter kan være dejlige; men de faar dog en trykkende Magt over de Mennesker, der stadig skal opleve dem. Stilheden og Ensomheden lægger sig over Sindene. Hos de danske heroppe bliver det til Nervøsitet, hos Grønlænderne til Overtro.
Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mæn-
