47
MOSES
En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene halser af Sted, og Moses, der stadig synes at finde Stilheden trykkende, begynder paa en anden Historie:
"Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for alle den Slags Væsner, som man ikke kan blive klog paa. Du har vel hørt Otto fortælle om…"
Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker lige ind til mig.
"Fortæl, Moses!"
"Hør du! Det er ikke, fordi jeg er bange for Fjældmennesker; du skal ikke le ad mig. Jeg er ikke det mindste bange, det er vist Usandhed alt sammen, hvad man fortæller. — — — Men sig mig bare, synes du ikke, at det er en mærkelig Sten, den der foran os? Den bevæger sig, den rører sig; kan du ikke se, den forandrer sig?"
"Fortæl nu bare videre om Ottos Kapkørsel! Hvad du ser foran os, er en Sten. Forstaar du ikke, Moses, at det er os, som bevæger os?"
"Naa, ja, du har Ret! He — he! Ottos Kapkørsel, det er noget af det ufatteligste. Det var Nytaarsaften, Otto vilde ud at se til sine Sælgarn.
"Du skal ikke køre ud Højhelligdagsaften, for saa er der saa meget unaturligt paa Færde; du vil opleve noget uhyggeligt!" siger Moderen.
"Mo'r, har du set mig bange nogen Sinde?" siger Otto og kører ud.
Han faar tilset sine Garn, fanger en Sæl og er paa Hjemvejen, da det sker. Allerbedst som han kører, giver Hundene sig til at gø, stikker Halen mellem Benene, standser pludselig og er ikke til at drive af Stedet. Otto vender sig om, men kan intet se. Med eet stikker saa Hundene af i vildt Løb, stadig hylende af Angst og med sænkede Haler. Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han er lige ved at slippe sit Tag, men
