Spring til indhold

Side:Under Nordenvindens Svøbe.djvu/94

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

80

UDSTEDSLIV


roede vi over til en frodigere Ø, hvor der baade var Kviste og Vand i Mængde. Og medens Æggene kogte og Kaffen varmedes, fortalte Jua Historier.

Han gestikulerede, vred sit runde Gummiansigt i snurrige Grimacer, raabte og lo, og Roerskerne trimlede om af Latter.

Hele Eftermiddagen igennem roede vi rundt mellem Øerne. Edderfugle suste i Træk om Baaden, Terner skreg og vrængede ad os i Luften, og Tejsterne dukkede under og legede Skjul med os, saa saare vi kom dem nær.

Hen imod Aften slog vi Lejr paa Angisok-Øen. Jeg havde fulgt Konebaaden i Kajak, og en lille Læk i Bunden havde gennemblødt mine Benklæder. Da det jo galdt om at faa dem tørre inden Nat, hjalp Grønlænderne mig paa en lige saa praktisk som virkningsfuld Maade. Et Par store Baal antændtes, og da de blussede godt løs, lagdes et Par flade Sten over Ilden, og Tøjet stegtes over disse. Det blev øjeblikkelig tørt, men jeg tør dog alligevel ikke anbefale Metoden.

Dagens Fangst — Edderfugle, Tejster og Maager — tilberedtes nu paa særlig grønlandsk Vis: "stenkogtes med Mosdyner". Fuglene indsvøbtes i Mosdynerne, der var friske og vædedryppende, kogtes saa, eller rettere stegtes, over flade Sten uden at blive brændte; og Røgen, der stadig stod om dem, gav dem en røget Bismag, der var yderst tiltalende.

Vi medførte kun et lille Telt, og i dette sov vi nu 13 Mennesker, Mænd og Kvinder imellem hverandre. Frisk Lyng erstattede Sengetøj.

Om Morgenen tidligt gik jeg ind paa Øen for at undersøge nogle Hedningegrave. Maleren var, medens det endnu var halvmørkt, gaaet til Fjælds for at male. Gravene var meget interessante, og Undersøgelsen af en enkelt bragte et Resultat af ni Kranier og nogle Knogler, som vi til Grønlændernes store Forfærdelse bragte ned til Teltene.