fra et dødsleje.
man kalder Tro — jeg hører snarest til de fødte Fritænkere.«
»Ja — du, men saadan noget afhænger ogsaa af Hjemmet, og hun havde et meget ortodokst Hjem.«
»Hvad er Faderen?«
»Urtekræmmer. Han hører til de vakte. Og saa da Datterens Frafald kom, laa der jo et Hus. Hun blev behandlet som spedalsk. Hendes Søskende talte ikke til hende, og ved Morgen-Andagten, som hun blev tvungen til at overvære, bad Faderen hver Dag Gud oplyse det stakkels forvildede Barn. Hvert Øjeblik kom Familjens Sjælesørger og havde hende til aparte Behandling.«
»Og det hjalp ikke?«
»Jo, det hjalp. Hun blev gal.«
»Tror du da saa ikke, Faderen følte Samvittighedsnag?«
»Nej, jeg tror, han betragtede det som en Naade. Hellere det, end at hun skulde have vandret fremdeles i Mørket, som det hedder i Jargonen.«
Efter nogle Øjeblikkes Tavshed sagde Holst:
— 24 —
