92
SIENA — ROM.
gav hun med sine Fingre mine Fingre et belønnende Tryk,
som den fortjener til Opmuntring,
der fra Døden vender tilbage til Livet.
»Lev,« sagde dette ømme og dog høviske Haandtryk,
»lev og vær en Mand!«
I hendes Solskin fik mit syge og forfulgte Hjærte Helsebod;
der lærte jeg Barmhjærtighed af et Haandtryk.
Ja jeg drømte om altid at blive hos Latinerinden
i et rødt Bondehus,
i et vildt og smilende Toscana.
Da Dante kom tilbage med Vognen,
fandt han mig endnu paa Ovnbænken
ved Siden af Gryden og den toscanske Kat —
og ude ved Brønden den latinske Kvinde med de solbrune Kinder
rolig syslende med at drage Vand op.
Jeg saa dem samtale, hende og Dante,
to jævnbyrdige — indfødte Børn af det stolte Toscana —
hvor godt de forstod hinanden!
Hun havde forbundet mit Knæ . . .
men hvor langt venligere hun vilde have forbundet mig,
hvis Saaret var et Knivstik
