Det er ikke godt at skulle begynde med en Løgn. Og det, hvormed denne italienske Rejse maa begynde, er en Kron-Løgn — en Løgn saa grundig, at jeg ved en ung Mand, som endnu blusser af Skam over den og tit og ofte ønsker, at hans Strube havde lukket sig for evig, efter at han første Gang havde udtalt denne Løgn.
Thi den unge Mand var i visse Ting stolt: han var vant til at sige Sandhed.
Men det hændte ham, at han en Gang blev revet løs fra de smaa, snævre Mennesker, mellem hvilke han fandt sine daglige Bekymringer og sit sikre Udkomme, for at hensættes til en fri, uhyre Verden, hvor Solen skinnede rigere, og hvor det utrolige pludselig var muligt. Og der traf han midt under en lykkelig Fest, i et saa udvalgt Selskab, at han havde glemt al Forsigtighed — en forfængelig, ung Kvinde.
Det var langt borte fra det paapasselige Danmark, i det frie, moderne Paris, mellem
