Denne side er blevet korrekturlæst
. . . . En temmelig gammel Dame, der var mærket af Tidens Klør, saa at hun uegennyttig kunde optræde som Raadgiverske for Ungdommen, en temmelig gammel Dame sagde den samme Aften til den forfængelige, unge
»Hvad vil Du tale med ham for . . . .?
Er han egenlig saa morsom?
Ja han ser ganske original ud . . . . .
Og saa er han frygtsom og fræk paa samme Tid.
Han er naturligvis lykkelig ved at udgyde sig for dig . . . . . det klæder ham at være velopdragen . . .
Jeg maa i dette Tilfælde rose hans gode Smag . . .
Til daglig nøjes han vist med mindre.«
I den samme Nat gik Silvio hjem gennem
Parises Gader, forfulgt af Vinden, der trængte
gennem Marv og Ben. Han standsede og
omfavnede de iskolde Træer, mens han lovede
