Der var ikke Ende paa Silvios Fryd og Ulykke. Hun vidste med alt, hvad hun foretog sig, at forpligte ham til at blive og elske hende. Men en Aften blev han mistænksom — utaalmodig efter Kendsgærninger. Og den forfængelige, unge Kvinde, som maatte stille ham tilfreds, mens hun et Øjeblik talte med sine Beundrere, trak sine lange Handsker af og bad ham opbevare dem for hende.
Den Nat gik Silvio atter alene og omfavnede sine ufølsomme Brødre, Træerne, mens han græd Célimènes lange, trøsterige Handsker fulde af salte Taarer.
Ved en Bygning med graa, middelalderlige Mure standsede han pludselig.
Hvilken Tid at have levet i, tænkte han — Fejdernes, Klostrenes og de gamle Lensherrers Tid. At bygge Broer og rejse Stormstiger til en Fæstning paa en høj Alp! Med matematisk, guddommelig Ingeniørkunst at skalle en saadan Ørnerede ned fra Klippen, bortføre Borgfrøkenen, der ikke forlanger noget
