25
SILVIOS LØGNE
og jeg hvert Minut maa træffe Afgørelser, der ikke angaar mig. Det forundrer mig bestandig, at Frankrigs Frelse kan afhænge deraf. Jeg savner indtil Fortærelse Aftnerne i Paris, og naar jeg underskriver den alvorligste Beslutning, er mine Tanker hundrede Mile borte.«
I graa Ligegyldighed for alt ydre lod han sine Soldater slæbe Kanonerne over Bjærgene, og bestandig med den skønne Josefine i Hjærtet, bestandig skrivende til den skønne Josefine vandt han Slagene ved Lodi og Marengo.
»Om hun ikke havde indgydt ham denne Ligegyldighed for Medgang eller Undergang,« tænkte Silvio, — »vilde han da have vundet Slagene ved Lodi og Marengo? Og hvis han havde tænkt mere paa Sejrene og Fjenderne end paa Fru Josefine, mon da jeg, Silvio, vilde have tænkt en Time paa Napoleon Bonaparte? Men han var et Menneske, som ogsaa jeg, et stakkels, søndersplittet Menneske, der var nødt til at slæbe sit Legeme ad lange, tomme Veje, over sjælløse Forhindringer, som han saa dybt hadede, at han maatte overvinde dem. Om han havde været noget andet — noget større maaske, et Slags Basun for Nationens Heltemod — jeg vilde i mit allerinderste Jeg have ringeagtet ham. Men jeg skænker ham som frit Menneske min Beundring, fordi han i intet var mindre Menneske end jeg, fordi han, slæbende som en Soldat paa mine egne Svagheder, dog naaede det højeste. Og derfor
