36
HØJERE END ALPERNE —
af altfor berømte Forfædre at drive om i dets Buegange og bo imellem dets øde Mure.«
Silvio kørte langs den sollyse, lunefulde, liguriske Kyst, gennem Bjærge og forbi høje Huse, der var bemalte med Billeder udvendig. Til højre for sig havde han stadig det foraarstaagede Middelhav som en Drøm i Sjælens Baggrund — en blaa Horisont bag Ordene i et Digt.
»I Italien bor alle Mennesker i Paladser og er fattige som Kirkerotter. Lutter fattige og ædle Kvinder, fattige og ædle Ynglinge. Og jeg fattige Kirkerotte« — tænkte Silvio — »jeg skal nu virkelig se Italien, jeg er i Italien. Jeg skal i disse Paladser hilse paa mine italienske Brødre og Søstre — et smilende, ejendomsløst Folkefærd, der lever fra Haanden i Munden og tror godt om sig selv og alle Mennesker. Hvor det er smukt at tro godt om sig selv og om andre. Da Italienerne for det meste er temmelig slunkne og forsultede, sker det endnu af og til, at de i Mørke paa en ensom Vej beder en tilfældig forbirejsende om Pengene eller Livet. Ja. Men det sker altid under aaben Himmel, naar Lykken bogstavelig byder sig til af sig selv — paa Landeveje eller paa afsides Steder i Byernes Udkanter, hvor man ikke behøver at komme, hvis man ikke med Overlæg vil undlives. »En Omgang Knive,« una coltellata, saaledes hedder et Knivstik paa deres flotte Sprog. Men de er uskyldige, glade og gæstfri, og
