39
DYBERE END MIDDELHAVET.
nedgangen som et eneste Billede! At elske Træer og Floder og Mennesker som et Broderskab af levende. Hvilke Elskere de har været: den Ungdom, som drømte om at oprejse Italiens Enhed derovre fra det fjærne Sardinien paa et Sejerstog gjennem Milano, Florens og Rom. Hvilke Elskere det har været, de Brobyggere, som ud fra Kongeriget Sardinien og Piemont spændte alle Italiens splittede Pontoner sammen til en eneste Frihedsbro, saa at de elskværdige Italienere, der i mange Aarhundreder havde for Skik at slæbe Vadsækken for alle mulige Udlændinge, omsider en Dag kunde træde sammen paa Montecitorio i Rom: Eviva Italia! Eviva! — Smaatteri forsvinder overfor et saadant Broderskab. Man behøver for Eksempel ikke mere at betale Told paa Grænsen af Ligurien og derefter paa Grænsen af Toscana. Disse Elskere og Brobyggere gjorde Ende paa embedsmæssigt Vrøvl (Vrøvl er altid et Embede) . . . .
Og med alt dette er Italienerne den Dag i Dag saa fattige som nogensinde — uhelbredelig fattige.
»Hvor jeg i Grunden elsker fattige Folk,« tænkte Silvio. »De fryser om Vinteren og har en evig Hjemve efter Solen.«
Imidlertid gennemfor han de mange Tunneler, der er mellem Genova og Florens i det allerbedste Rejseselskab, sammen med den danske Konsul i Genova og hans danske Frue, der begge var saa unge af Aar og dog
