49
DYBERE END MIDDELHAVET.
han havde frydet sig ved denne Barmhjærtighed — pietà.
Hvad skulde han i dette Florens? Han vilde ikke leve med de levende. Og han gik paa Hjemvejen ind til en Antikvitetshandler for at se paa en Kaarde af rigt, gammelt Arbejde. Men en Kaarde er kun naragtig, naar ingen gider sende én det Budskab paa Liv og Død, man behøver.
Hver Morgen skrabede det ydmygt paa Silvios Dør, og en Mand kom ind i dybt bukkende Venlighed. Det var Silvios Lærer — maestro — i det italienske Sprog. Han var otteogtredsindstyve Aar og havde næsten ikke Tænder, men han var fuld af Retsindighed og meget sulten.
Og naar de sad og læste om Benvenuto Cellini den Toscaner, som listig skar Halerne af Kroværtens Heste, fordi Kroværten selv var en grov Tølper og altfor stor og stærk, smilte den gamle Italieners Ansigt et kort Sekund, som fyldtes han af Forfædrenes toscanske List og Hævnfølelse. Men naar de stavede sig igennem en Anekdote, om hvorledes en bedragerisk Hestehandler blev afsløret og dadlet i dybt berettigede Ord, mærkede Silvio, hvilket alvorligt og redeligt Folk Toscanerne er. Thi det var, som om otteogtredsindstyve Aar, henlevede i Sult og Hæderlighed, her tog Hævn over den, som ikke havde modstaaet den store Fristelse til at stjæle Heste. De læste ogsaa om Napoleons
