Spring til indhold

Sidste Kamp/20

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag København og Kristiania


Sidste Kamp.djvu Sidste Kamp.djvu/8 208-217

Dette værk er ikke beskyttet af ophavsret i Danmark, da ophavsmanden døde senest 31. december 1953. Det er ikke beskyttet efter amerikansk ophavsret, da det blev udgivet før 1. januar 1929.


Ved en af de yderste Poster traf Løjtnant Clermont Skildvagten, svøbt i sin uldne Kappe, oprejst i Skilderhuset som en Mumie i sin Kiste, med lukkede Øjne og aaben Mund, i dyb Søvn.

Og han undredes over, at Mennesker kunde sove staaende, hvorledes deres Krop, selv naar al Bevidsthed var udslukt, lød Parolen, der bød, at Soldaten bør staa. De var dog blot Slaver, Maskiner — en organiseret Klump. — —

Ogsaa her: Fællestanke, Fællesoptrseden — den store kompakte Masse af tusinde Viljer, der var enige i én Bevægelse.

Og ifølge Systemet var det hans Opgave at uddanne hver en af disse til lydige. Fællesskabet underordnede — hans Opgave som Organiserende. — — —

Saaledes i det mindste gjorde man sin Nytte, om man da forlangte af sig selv, at man skulde gøre Nytte.

Han nærmede sig den sovende Skildvagt. Her sov en Mand paa en Post, der for lange Tider siden havde sit Øjemed, idet der paa denne Bastion en Gang havde været et Depot af Ammunition. En sovende Vagt var her lige saa god som en vaagen. Alligevel maatte Manden meldes og straffes. Thi det kom ingenlunde an paa et Forholds reelle Nytte. Han betragtede denne Mand, der sov saa trygt staaende, og han maatte beundre hans Tryghed, hans robuste Sundhed, der tog ethvert Forhold, som det var og fik det bedst mulige ud af de ubehageligste Situationer. Legemet lempede sig villigt efter Kulde og Fugt og en uvant Stilling — og sov.

Han gik bort, idet han traadte sagte for ikke at vække den sovende Skildvagt — — —.

Det var begyndt at fryse. Det klang og knasede under hans Fodtrin. Bag ham kom en tør, fast Lyd; — vel: det var blot Hunden, der travede i hans Hæle, — som nu stansede, snusede til en af Bastionens Faskiner. Nu løb den ned ad den lave Skraaning, og slubrede det sorte, frosttykke Vand i sig, gøede dumpt ud i Mørket. Leo saa paa sit Ur. Klokken var halv to. Der var en Maane; men Voldens nøgne Trækroner lagde sit Net over dens blege Skive og slørede dens Lys.

Og under denne Ensomhedsvandring ud over de bælgmørke Raveliner, gennem den offentlige Spadserevej, der omgav det gamle Citadel, samlede Leo alt det, der dæmrede og lurede i Natten derude, tæt ind til sig; han fornam, som kom nu virkelig faste, mørke Formationer helt ind nær til hans Krop og lagde sig om ham, tyngende, men dog ligesom lunende, — — endog betryggende. Han følte, hvorledes han blev mere færdig, mere afsluttet; — og Mørket derude var blot et tomt Rum — uendeligt, goldt — angik ham saa lidet.

Han tænkte og formulerede Tanken i Ord: Jeg bærer alt hos mig, jeg bærer alt hos mig. — — —

Hans Knæ stødte mod noget blødt; — det var Hunden, der var bleven staaende — ubevægelig, lyttende. Han strøg dens Skind, fløjtede; den løb nogle Skridt frem, blev paany staaende. Der faldt et Strejf fra Maanen over Stien. Han saa sin egen Skygge meget lang. — —

Og med et væltede der sig noget mørkt i Tummel foran ham. Han formaaede ikke at skelne; noget haardt slog ham over Skinnebenene Han sprang frem, mødte noget blødt varmt, fik et Slag som af en Næve lige i Ansigtet. Han tumlede. Alt syntes at svinde og synke. Han fornam som Kvalme, en dyb og trist Afsmag for alt. Og nu opfattede han med Tydelighed Brøl, Jamren, en dump, grødet afbrudt Knurren meget nær, lavt, i Højde med hans Knæ. Maanen var pludselig synlig og den lyste:

Foran ham tumlede paa Jorden to Legemer, der paa en eller anden Vis havde Tag i hinanden. En sur Svedlugt naaede ham. Han saa en slank glat Form; — et noget sværere Legeme, der fik gjort sig fri, søgte at rejse sig, gled, faldt.

Han forstod i et Nu: Hans Hund havde anfaldet et Menneske, var i alt Fald i Kamp med et Menneske. Han raabte dens Navn, sprang frem. En svær Stok, der laa paa Jorden, rullede under hans Fod. Han famlede ned mellem de Kæmpende, følte under sin Haand Hundens varme, fugtige Skind, søgte at faa Greb i Halsbaandet. Men de tvende Legemer skiftede lynsnart Plads; han fik ikke Tag. En hvid Em, der lyste i Maaneskinnet, slørede Gruppen. — —

Han skimtede dog en Mand, som nu sad paa Hug, værnende sig med sine Albuer, idet han syntes at slaas netop med det Formaal at gøre det af med denne Hund. Doggen sneg sig baglængs, hvæsende, knurrende, sprang frem paany. — —

Leo kendte i dette Øjeblik Manden, der imidlertid havde rejst sig og nu vendte Ansigtet mod ham. Det var en Mand af hans Kompagni. Han saa den hvide Korporalssnor paa Ærmet, han kendte ham meget vel. Og i det samme forstod han, at dette Menneske nu for tredje Gang havde forsøgt et Angreb paa hans Liv, — sagtens havde vidst, at han under Inspiceringen maatte passere ad denne ensomt beliggende Sti, — havde lagt sig i Baghold, var styrtet frem. — — —

Og i pludselig Panik traadte han tilbage, rev sin Sabel ud af Skeden, løftede den over sit Hoved, idet han samtidig med venstre Haand holdt det hvæsende Dyr fast ved Halsbaandet.

Han saa nu dette Menneske dér foran sig, ganske bleg i Maanelyset, Ansigtet syntes stift, udtryksløst, som forstenet. Højre Haand var løftet og rørte sig ikke. Og Leo nærede et Øjeblik Tvivl, om dette virkelig var mere end en Hallucination, en levendegjort Forestilling af hans oprevne Fantasi. Han klemte Vaabnet i sin Haand, han følte sig tryg med dette faste Metalgreb presset mellem sine Fingre — Klingen for sine Øjne! — den blanke Klinge, hvorover Maanens Lys syntes at strømme og springe itu.

Han raabte Korporalens Navn, at han skulde komme nærmere og følge godvilligt med til Hovedvagten.

Men straks efter lod hans Modstander Armen synke, vendte sig, dukkede sig og løb. Han var allerede nu forsvunden i Mørket; men hans Fodtrav var længe hørligt, lydt og fast paa den halvfrosne Sti.

Og Leo fandt sig staaende alene med sit Vaaben løftet som til Forsvar. Hunden havde lagt sig ned ved hans Fod, slikkende sine Poter; nu vendte den sit rygende Gab op imod ham, søgte hans Blik, den aandede endnu kort og voldsomt.

Leo lyttede bestandig efter dette Løb, der svandt. Nu hørte han det ikke mere. Og han gav sig til at gaa rask. Han begyndte at tumle med en ganske ny Tanke, han søgte at give den Form. Han tænkte, at han burde se at komme til en Forstaaelse med dette Menneske, der stræbte ham efter Livet. Han havde uden Tvivl her i lange Tider fra Grunden misforstaaet hin Mand og det Princip, der styrede hans Handlinger. Han maatte se at finde ham, nu straks, indhente ham, søge at faa talt med ham, opnaa en Overenskomst, et Forlig. Hans Modstanders voldsomme Adfærd, hans desperate Handlinger, havde uden Tvivl meget dybe, sagtens meget forklarlige Grunde.

Og lige paa en Gang fornam han ligesom et Slægtskab mellem den Flygtende og sig selv: at der mellem dem snarere burde være et Forbund end Blod og Hævn og Krig.

Han gav sig til at løbe. Han drejede ind ad Sidevejene, bøjede Grenene til Side, han tænkte, at Flygtningen kunde have skjult sig — eller var segnet om, udmattet af Kampen og af det fortvivlede Løb.

Men alt var stille, mørkt. Han løb videre. Doggen sprang gøende foran ham. Og bestandig, medens han løb, søgte han at forme sine flyende Tanker; og han begyndte at forstaa denne Proletar, gættede hans Væsen, hans fortvivlede Kamp: Han var ikke af dem, der grisk og bredt gik og lavede sig en Vej, en redelig Borgervej opad, — der borede og gravede, bestandig tillidsfulde om nok en Gang at komme derop, hvor alt det Gode var.

Alene gik han dernede i Mulmet, i det skidneste Dyb, og han fandt ingenlunde paa, at de der var underst, en Gang kunde finde en Vej opad. Ensom og duknakket stod han og fornam det umaadelige Tryk af de øvre Lag tungt paa sine ømme Skuldre. Og hans Blik naaede ikke højere op end til sin nærmeste Overmand. Mod ham samlede han alt sit Had, fortættede sig i dette Had, til Hævn, Destruktion, — sprængtes endelig en Dag.

Og han tabte, flygtede, slagen, knust, — vidste, at han var kendt, at han vilde blive meldt, grebet, belagt med Haandjern, spærret inde i en Celle. —

Leo løb raskere. Doggen sprang gøende foran ham. Han tænkte bestandig, at han maatte indhente denne Mand, søge at forklare ham, — gøre ham rolig, mild, forsøge ogsaa at bringe ham til at forstaa. —

Han løb over den gamle møre Træbro, den drønede hult under ham. Nu gabede Fæstningens lange, mørke Port foran ham, han løb videre, al Lyd hvælvede sig over ham inde i dette Portrum. Han løb gennem de tomme Kasernegader — huskede nu med et igen, hvorfor han løb, stansede, spurgte en Skildvagt, om en Underkorporal nylig havde passeret.

Han saa en Menig tumle ud af en Dør, læne sig mod Væggen, ligbleg, svimmel, øjensynligt en Afmagt nær.

Leo gik henimod ham. "Hvad er der i Vejen," spurgte han, "hvor skal De hen i den Mundering?" Den Menige var næppe halvt paaklædt, de bare Fødder stak i Skoene.

Hans Haand smækkede til Huen. "Jeg melder," — stønnede han. "Jeg skal ind paa Hovedvagten og melde" — — —

Løjtnant Kramer kom i det samme ned ad Trappen; hans Ansigt var meget højtideligt. "God Aften, Clermont," sagde han. "Der er noget for Dem at gøre. Der er sket en sørgelig Begivenhed. En Underkorporal af Deres Deling har lige skudt sig med et Tjenestegevær." Og medens de sammen gik op ad Trappen, fortalte han, hvorledes den vagthavende Menig havde set vedkommende Underkorporal komme rask ind i Korridoren foran Belægningsstuerne, tage et Gevær ud af Rækken, hvor de hang paa Væggen, og gaa op paa næste Trappeafsats. Mod en Overordnet havde Stuevagten ikke ment at turde gøre Indvendinger. Kort efter faldt et Skud. —

Nu laa Liget, hvor det var faldet. Lægen ventedes hid; og der var gaaet Bud til Kapitainen, og til Hovedvagten efter Mandskab med en Baare. Her laa Manden. Han vilde forberede Clermont paa, at han saa forbandet styg ud.

Liget laa udstrakt med skrævende Ben. Kramer tog Tæppet tilside. Hovedet var fuldstændigt sprængt; Ansigtet var kun en blodig Hudfold. Og Kramer viste, hvorledes Blod og Hjærne sad i store Kager paa Væg, selv paa Loft. Formodentlig havde Afdøde hældt Geværpiben fuld af Vand, havde stukket Løbet i Munden og trykket af. Kuglen havde lavet et lille rundt Hul i Loftet og var gaaet videre. Det var en Guds Lykke, at der ikke laa nogen og sov i Etagen oven over.

Leo Clermont følte sig syg, brudt. Han forfærdedes ved Synet af dette næsten hovedløse Lig, dette Menneske, der i sin Desperation og sin Frygt havde sprængt sig selv og var død elendig, i Mørke, ukendt. Og han tænkte, at dette var de ensomt stilledes Lod, de Menneskers Lod, der ikke formaaede at underordne sig de mange, der ikke fornam i Fællesskab, handlede i Fællesskab og, enige om ethvert Begreb, søgte at bane sig Vej til det mest mulige for de flest mulige, — derunder hver enkelt for sig af de mange. — —

Lægen, der var knælet ved den Døde, løftede Hovedet. Han sagde: "Mandens Uniformsfrakke er flænget fra venstre Ærmegab til Bæltet. Han er forslaaet mange Steder paa Kroppen. Og paa højre Haandled er der nogle mærkelige Skrammer, der i høj Grad minde om Bid. Formodentlig har han været i Slagsmaal med Alfonser eller lignende." — — — — —

Han greb et stort Stykke Vat, og klippede det i lange regelmæssige Strimler. Og han svøbte dem med Omhu om det knuste Ansigt, søgte at samle den sprængte Hjerneskal indenfor denne Forbinding. Blodmassen lignede pressede Ribs. Reservelægen sugede den op fra Gulvet med det hydroskopiske Bomuld.

Da han nu hørte en fast Klang bagved sig, vendte han sig og fik Øje paa Løjtnant Clermont, der havde stemt sin Sabel i Gulvet og kun ved dette Støtte syntes at kunne holde sig oprejst. Hans Ansigt var kridhvidt, Øjnene opspilede og syge.

Reservelægen smilede, et gabende, uforskammet Smil, han sagde: "Premierløjtnanten skulde hellere gaa, hvis De staar her og bliver syg. For Resten skulde en Soldat vel nok kunne taale at se en falden Kammerat, — selv om han ogsaa mangler denne Hjerne, der jo alligevel for en Menig er en ret overflødig Ting."

Men Leo samlede sig, vendte sig omkring og gik tungt bort.