Sindssygeloven af 1938

Fra Wikisource, det frie bibliotek

Lov nr. 118 AF 13.April 1938 om sindsyge personers hospitalsophold, som senest ændret ved lov nr. 255 7 juni 1972

§ 1. Denne Lovs Bestemmelser angaar Behandling af Sindssygdomme paa Stats- eller kommunale Hospitaler eller paa private Helbredelsesanstalter, som er autoriserede til at modtage sindssyge til Behandling. Autorisationen meddeles af Justitsministeren efter Indstilling fra Sundhedsstyrelsen og skal søges fornyet, naar Anstalten skifter ledende Læge. En meddelt Autorisation kan til enhver Tid tilbagekaldes.

Stk. 2. Indlæggelse og Tilbageholdelse af en sindssyg mod dennes Vilje maa kun finde Sted paa de i Stk. 1 nævnte Hospitaler og Helbredelsesanstalter.


§ 2. Uden for de Tilfælde, hvor en sindssyg Person selv undergiver sig fornøden Lægesbehandling, paahviler det hans nærmeste, naar de skønner, at han er saa sindslidende, at Behandling er paakrævet, at tilkalde en Læge. Paa Grundlag af de ham givne eller af ham indhentede yderligere Oplysninger skønner Lægen efter foretagen Undersøgelse af Patienten, om denne maa anses for at være sindssyg, og afgør i saa Fald, om han bør indlægges paa et Sindssygehospital eller en autoriseret Helbredelsesanstalt. Saadanne Foranstaltninger er de nærmeste da berettigede til at iværksætte.

Stk. 2. Saafremt den tilkaldte Læge finder, at det vil være uforsvarligt, at den syge ikke indlægges til Behandling paa et Sindssygehospital eller en Helbredelsesanstalt, fordi den syge er farlig for sig selv eller for andre, er de nærmeste pligtige at foretage det videre fornødne til Indlæggelsens Gennemførelse. Tilsvarende Pligt paahviler ligeledes de nærmeste, naar den tilkaldte Læge finder det uforsvarligt at undlade Indlæggelse, fordi Udsigterne for den syges Helbredelse væsentlig vil forringes, hvis Indlæggelse ikke finder Sted, og Lægens Skøn godkendes af Amtslægen paa den syges Hjemsted, i København af Stadslægen.
Stk. 3. Ved en Persons nærmeste forstaas de, hvem Forsorgen for Personen retlig eller faktisk paahviler, saasom Indehaver af Forældremyndighed, Værge, Lavværge, Ægtefælle, myndige Børn, Forældre, andre nære Slægtninge eller de, hos hvem Personen har til Huse, eller hvem det ifølge de foreliggende Omstændigheder paahviler at drage Omsorg for Personen.
Stk. 4. Bestemmelsen i Lov Nr. 181 af 20. Maj 1933 om offentlig Forsorg § 252, Stk. 1, forbliver ved Magt, saaledes at de nærmeste forstaas som foran i Stk. 3 angivet.
Stk. 5. For saa vidt ikke andre drager Omsorg for den syge, paahviler det Politiet at træde til.


§ 3. Indlæggelse til Behandling af sindssyge kan kun ske paa Grundlag af en Lægeerklæring, som hviler paa en inden for de sidste fire Uger før Indlæggelsen foretagen Undersøgelse. Bortset fra de Tilfælde, hvor den paagældende indlægges i Henhold til sin egen Begæring, skal Lægeerklæringen være udstedt af en Læge, der ikke er ansat ved Sindssygehospitalet eller Helbredelsesanstalten. I særlig paatrængende Tilfælde kan Indlæggelse dog finde Sted, uden at Lægeerklæring foreligger, men saadan Erklæring skal da saa vidt muligt fremskaffes i Løbet af tre Dage eftir Indlæggelsen.


§ 4. Vedkommende Overlæge træffer Afgørelse om, hvorvidt Betingelserne for Indlæggelse er opfyldt, og hvorvidt Patienten bør modtages til Behandling for sin Sygdom.


§ 5. I de i § 2, Stk. 2, jfr. Stk. 4, omhandlede Tilfælde paahviler det Politiet paa Begæring af de i § 2, Stk. 3 og 4, nævnte Personer eller Myndigheder at yde Bistand til Indlæggelsens Iværksættelse, naar de for Indlæggelsen fastsatte Betingelser er opfyldt. Nærmere Regler og Politiets Medvirken til Indlæggelsen gives af Justitsministeren.

Stk. 2. Sindssyge, som ved Politiets Foranstaltning begæres indlagt som farlige for sig selv eller for andre, skal straks modtages paa Statens eller Kommunens Sindssygehospitaler.


§ 6. I de Tilfælde, hvor en sindssyg er tvangsindlagt ved Politiets Bistand, paahviler det Politiet straks ved Indlæggelsen at give Skifteretten paa den sindssyges Hjemsted Meddelelse herom, for at der kan blive beskikket ham en dertil egnet og villig Tilsynsværge, om muligt en Person af hans nærmeste paarørende, dog ikke den, der har foranlediget ham tvangsindlagt; hvor Forholdene ikki taler derimod, bør endvidere den sindssyges eget Ønske tages i Betragtning ved Beskikkelsen. Tilsynsværgen skal holde sig underrettet om den sindssyges Tilstand og drage Omsorg for, at Opholdet i Hospitalet eller Helbredelsesanstalten ikke udstrækkes længer end nødvendigt. Den sindssyge har Ret til at afsende lukkede Breve til Tilsynsværgen.

Stk. 2. I andre Tilfælde af Behandling paa Hospital eller Anstalt end de i Stk. 1 nævnte paahviler det paa tilsvarande Maade den behandlende Læge at foranledige en Tilsynsværge beskikket, hvis den sindssyge selv fremsætter Ønske derom.


§ 7. Er en Patient helbredet, skal den behandlende Læge udskrive ham eller, hvis han er indlagt ifølge Dom eller i Henhold til § 10, Stk. 1, snarest gøre Indstilling til vedkommende Ret eller Myndighed om hans Udskrivning.


§ 8. Naar den behandlende Læge skønner, at Udskrivning er uforsvarlig, enten fordi Patienten er farlig for sig selv eller for andre, eller fordi Udskrivning væsentlig vil forringe Udsigterne for Patientens Helbredelse, skal Udskrivning nægtes.

Stk. 2. Uden for de i Stk. 1 nævnte Tilfælde maa den behandlende Læge ikki nægte at efterkomme en Anmodning om Udskrivning, medmindre den maa antages at ville medføre væsentlige Ulemper for Patienten selv, og Justitsministeren tiltræder Nægtelsen.


§ 9. Udskrivning kan begæres af Patienten selv eller af følgende Personer: Indehaver af Forældremyndighed, Værge, Lavværge, Tilsynsværge, Ægtefælle, myndige Børn, Forældre eller andre nære Slægtninge.

Stk. 2. Forsåvidt en sådan begæring afslås, skal den behandlende læge på forlangende af den, der har fremsat begæring om udskrivning, forelægge sagen for justitsministeren, der inden 1 måned afgør, om udskrivning skal finde sted.
Stk. 3. Når justitsministeren har bestemt, at udskrivning skal nægtes, skal der gives den, der har begæret udskrivning, meddelelse derom. Samtidig skal vedkommende gøres bekendt med, at spørgsmålet om lovligheden af tilbageholdelsen kan forelægges retten i overensstemmelse med retsplejelovens kap. 43 a.
Stk. 4. Er en fremsat Begæring afslaaet af Justitsministeren, kan Spørgsmaal om Udskrivning ikke med Virkning efter denne Paragraf ejses, forinden der er forløbet fire Maaneder efter Justitsministerens Afgørelse. Forelægges spørgsmålet om tilbageholdelsens lovlighed retten, regnes den nævnte frist fra rettens afgørelse.


§ 10. Over for sindssyge Personer, hvis Sygdom ifølge Lægeerklæring rummer Fare for Retssikkerheden, skal Overøvrigheden, for saa vidt det skønnes fornødent, træffe passende Sikkerhedsforanstaltninger, eventuelt ved Anbringelse paa dertil bestemt Hospital eller Anstalt. Saadanne sindssyge skal snarest muligt modtages paa Statens eller kommunens Sindssygehospitaler.

Stk. 2. Foranstaltninger, der er truffet i Henhold til foranstaaende Bestemmelse, kan kun ophæves eller forandres af vedkommende Overøvrighed.
Stk. 3. Spørgsmålet om anbringelsens eller tilbageholdelsens lovlighed kan dog af den pågældende selv eller af den, der handler på han vegne, jfr. § 9, stk. 1, kræves forelagt retten til afgørelse i overensstemmelse med retsplejelovens kapitel 43 a.


§ 11. Det har sit Forblivende ved de hidtil gældende Regler om Indlæggelse af sindssyge Personer i Henhold til Dom og om Indlæggelse til Observation ifølge Retskendelse.


§ 12. De i §§ 2-11 indeholdte Regler finder tilsvarende Anvendelse paa Behandlingen af sjælelig abnorme Epileptikere paa statsanerkendte Anstalter, saaledes at Indlæggelse og Tilbageholdelse af saadanne Personer mod deres Vilje kun maa finde Sted paa de nævnte Anstalter.


§ 13. Denne Lov træder i Kraft den 1. Juli 1938.


§ 14. Fra denne Lovs Ikrafttræden ophæves, for saa vidt angaar sindssyge og Epileptikere, Christian den Femtes Danske Lov 1ste Bog, 19de Kap., Art. 7, for Færøernes Vedkommende samme Konges norske Lov 1ste Bog, 17de Kap., Art. 7.


  1. Ændret ved lov nr. 225 af 7. juni 1972.
  1. Ændret ved lov nr. 175 af 11. juni 1954.