Skirnismál
Hele folkevisen
[redigér]Frej, Njords Søn, havde sat sig i Hlidskjalv og skuede alle Verdener. Han saa ind i Jættelandet og saa der en fager Kvinde, da hun gik fra sin Faders Hus til Forraadskammeret. Siden nagede Tungsind ham meget. Skirner hed Frejs Skosvend. Njord bad ham søge Frej op.
Da kvad Skade:
- 1. »Rejs dig nu, Skirner,
og gaa skyndsomt Vejen
hen at se vor Søn,
om ham at fritte,
som den frodigstærkes
Vrede kan vække.«
Skirner kvad:
- 2. »Iltre Ord
er vist alt mit Udbytte,
gaar jeg at søge Eders Søn,
om ham at fritte,
som den frodigstærkes
Vrede kan vække.
- 3. Sig du mig, Frej,
Fylker blandt Guder,
det, jeg vel gad vide om,
hvorfor i øde Hal
ensomt du sidder,
min Drot, hele Døgn?«
- 4. »Hvorfor sige dig,
snilde Yngling,
Trang, der tungt kendes?
Alvstraalen
lyser alle Dage,
men aldrig mig den mig mindes.«
- 5. »Kan mon Sorgen
være saa svær at udholde,
at den ej mig kan meldes?
for unge sammen
var vi i Urtiden,
vi bør have tryg Tillid.«
- 6. »I Gymers Gaard
saa jeg gaa
en Kvinde, jeg fik kær;
Arme lyste,
og eet Skær
fik Vejr og Vand.
- 7. Mig har en Mø daaret,
og mere Kval
aldrig en ung nemmed;
ingen i Asers
og i Alvers Flok
under mig som Hustru hende. «
- 8. »Giv mig saa en Hest,
den, som med mig højt kan krydse
mægtig Mulmlue,
og det Sværd,
der selv strider
mod Jætters Æt.«
- 9. »En Hest viljeg dig give,
som med dig højt kan krydse
mægtig Mulmlue,
og det Sværd,
der selv vil stride,
hvis blot en Helt det har.«
Skirner talte til Hesten:
- 10. »Natten mørkner,
nu er Tid at ride
over fugtblankt Fjeld,
over Jætters Hjem;
begge naar vi Maalet,
eller os begge griber
han den umilde Jætte.«
Skirner red til Jættelandet og til Gymers Gaard. Der stod bidske
Hunde bundne foran Porten i Bjælkehegnet, som var om Gerds Sal.
Han red hen, hvor en Kvæghyrde sad paa Højen, og hilste ham:
- 11. »Sig du mig, Hyrde,
som paa Højens Top
ved Vejen sidder Vagt,
hvordan jeg faar Ord skiftet
med den unge Pige
for Hallens Hunde?«
- 12.»Er du mon død,
eller er du dødsviet
. . . . . . ?
Aldrig skal her
blot et Ord skifte
du og Gymers Datter.«
- 13. »Klogere Udvej
ved jeg end Klynk og Flæb,
naar ens Lyst er Langfærd;
indtil een Dag
blev min Alder tilmaalt
og mit Livsløb lagt.«
Gerd kvad:
- 14. »Hør, hvilken dump Dundren,
hvor mon den kommer fra
her i Jætters Hus?
Marken bæver,
dog mest af alt
skælver Gymers Gaard.«
Tjenestekvinden kvad:
- 15. »Her staar en Helt ude
stegen af sin Hests Ryg,
Græs nu hans Ganger nipper.«
Gerd kvad:
- 16. »Byd du ham velkommen
til vort og bed ham
at drikke en Mundfuld Mjød;
dog maa jeg ængstes,
at her udenfor
min Broders Bane staar.
- 17. Er du mon Alvers,
mon Asers Slægtning
eller vise Vaners Søn?
Hvorfor brød ene Mand
Ildens Magt du
vor Slægtsbolig at se?«
- 18. »Ikke er jeg Alvers,
ej Asers Slægtning
eller vise Vaners Søn;
og dog brød ene Mand
Ildens Magt jeg
Eders Slægtsbolig at se.«
- 19. »Elleve Æbler
har jeg, hvert eet gyldent,
dem vil jeg give dig, Gerd;
Frej du kalde,
naar jeg din Fred køber,
vakrest blandt Venner.«
- 20. »Elleve Æbler
tager jeg aldrig mod,
hvem der end vil det;
ikke skal Frej,
lever vi end længe,
faa til Frue Gerd.«
- 21. »Armring skal du få,
som paa Ild brændtes
med Odins unge Søn;
otte falder jævntunge
fra Armringen
hver niende Døgnets Nat.«
- 22. »Armring jeg vil ej,
skønt paa Ild brændt
med Ødins unge Søn;
intet Guld skal jeg
i Gyrners Gaarde
saa lidt som min Far fattes.«
- 23. »Kan dette Sværd du se,
smidigt, smykket,
som jeg holder i Haanden her?
Hovedet hugger
jeg dig af Halsen straks,
lover du mig ikke alt.«
- 24. »Trusler taaler
jeg og Tvang aldrig,
hvem der end vil det;
men det tror jeg,
at hvis Jætten ser dig,
svært krigslystne
vil I slaas begge.«
- 25. »Kan dette Sværd du se,
smidigt, smykket,
som jeg holder i Haanden her?
For denne Æg
segner den oldgraa Jætte,
den skal din Far fælde.«
- 26. Med Tamstav slaar jeg dig,
og jeg skal tæmme dig,
saa du vil, som jeg vil;
der skal du ældes,
hvor ingen Mand
siden skal dig se!
- 27. Ensomt skal du sidde
paa en Ørns Tinde
med din Bag mod Verden,
med dit Blik mod Hel;
mer' du ved Mad ledes,
end Mand og Kvinde
den skællede Slange skyr.
- 28. Et sært Skue du blive,
naar du ses ude,
ad dig Mørkfjæs plirre,
paa dig Mennesker stirre,
videre skal du kendes
end Vagten blandt Guder,
glan fra Gitret du!
- 29. Brøl og Vanvid,
Brynde og Afsind,
vokse dig Taare med Trang!
Sæt dig ned,
saa skal jeg sige dig
svære Sorgplager
og tvefold Trang!
- 30. Pine Trolde
dig hver plagsom Dag
i dit eget Hus!
Til Rimtursers Bolig
skal du rokke daglig,
vakle viljeløs,
vakle viljelam!
Graad for Gammen
skal da Gerd finde
og væde med Taarer sin Trang!
- 31. En Turs med tre Hoveder,
Tøs, skal du ægte
eller mangle Mand!
Dig Brunst brænde,
din Trang tære!
Vær du som Tidslen,
den, som laa trykket,
da Korn kørtes ind.
- 32. Jeg søgte Skoven
og et saftfyldt Træ
at tage en Tryllestav,
jeg tog en Tryllestav.
- 33. Vred er dig Odin,
vred er dig Asers Drot,
du faar Frejs Fjendskab!
Du fule lede Tøs,
din Frækhed rammer
store Guders Straf!
- 34. Hør mig, Jætter!
Hør mig, Rimturser!
Suttungs Slægt alle!
Selve Asfolket!
Hør, jeg forbander,
hør, jeg forbyder
Kvinden alt kærligt,
Kvinden hvert Kærtegn!
- 35. Graafjæs er en Turs
hans Gunst skal du faa:
bag Lig-Gitrets Lukke!
Der ved Trærødder
skal Trælle byde
Gedepis Gerd!
Ædlere Drik
skal du aldrig faa,
det var, som du vilde,
det var, som jeg vilde.
- 36. Turs rister jeg dig
og tre Stave:
Aeg og Ukysk
og Opgejlet!
Dem kan jeg ud riste,
som jeg dem ind risted
hvis der er Trang dertil.«
- 37. »Ræk mig saa din Haand, Yngling,
og drik af Rimkalken
gammel, god Mjød!
Men tænkt har jeg aldrig,
at mig skulde times at faa
en blandt Vaner til Ven!«
- 38. »Svar maa jeg have
paa min Sendefærd,
før jeg vender om atter:
Hvornaar vil den stolte
Njordssøn du møde
og ham Elskov unde?«
- 39. »Barre nævnes,
som vi begge ved,
en Lund lunt stille;
der om ni Nætter
skal Njords Søn
glad favne Gerd.«
Da red Skirner hjem. Frej stod ude og hilste ham og spurgte om Tidender:
- 40. »Sig du mig, Skirner,
før du tager Sadlen af Hesten,
og du flytter en Fod,
hvad du udretted
i Jættelandet,
blev det, som vi det vilde?«
- 41. »Barre nævnes,
som vi begge ved,
en Lund lunt stille;
der om ni Nætter
skal Njords Søn
glad favne Gerd.«
- 42. »Lang er en Nat,
længere to,
kan jeg tøve tre?
For mig Natten
en Maaned synes,
jeg vandt kun halvt hende.«