Sneglen og Rosenhækken
Sneglen og Rosenhækken.
Rundt om Haven var et Gjerde af Nøddebuske, og Udenfor var Mark og Eng med Køer og Faar, men midt i Haven stod en blomstrende Rosenhæk, under den sad en Snegl, den havde Meget i sig, den havde sig selv.
„Vent til min Tid kommer!” sagde den, „jeg skal Udrette noget Mere, end at sætte Roser, end at bære Nødder, eller give Melk, som Køer og Faar.”
„Jeg venter grumme Meget af Dem,” sagde Rosenhækken. „Tør jeg spørge, naar kommer det?”
„Jeg giver mig Tid,” sagde Sneglen. „De har nu saa meget Hastværk! det spænder ikke Forventningerne.”
Næste Aar laae Sneglen omtrent paa samme Sted i Solskinnet under Rosentræet, der satte Knop og udfoldede Roser, altid friske, altid nye. Og Sneglen krøb halv frem, strakte ud Følehornene, og tog dem til sig igjen.
„Alt seer ud, som ifjor! der er ingen Fremgang skeet; Rosentræet bliver ved Roserne, videre kommer det ikke!”
Sommeren gik, Efteraaret kom, Rosentræet havde stadigt Blomster og Knopper lige til Sneen faldt, Veiret blev raat og vaadt; Rosentræet bøiede sig mod Jorden, Sneglen krøb i Jorden.
Nu begyndte et nyt Aar, og Roserne kom frem, og Sneglen kom frem.
„Nu er De en gammel Rosenstok,” sagde den, „De maa snart see at gaae ud. De har givet Verden Alt, hvad De har havt i Dem; om det betød Noget, er et Spørgsmaal, jeg ikke havde Tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det Mindste for Deres indre Udvikling, der var ellers kommet noget Andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De gaaer nu snart op i bare Pind! Kan De forstaae, hvad jeg siger?”
„De forskrækker mig,” sagde Rosenhækken. „Det har jeg aldrig tænkt over.”
„Nei, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort Rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!”
„Nei!” sagde Rosenhækken. „Jeg blomstrede i Glæde, for jeg kunde ikke Andet. Solen var saa varm, Luften faa forfriskende, jeg drak den klare Dug og den stærke Regn; jeg aandede, jeg levede! Der kom fra Jorden en Kraft op i mig, der kom en Kraft fra Oven, jeg fornam en Lykke, altid ny, altid stor, og derfor maatte jeg altid blomstre; det var mit Liv, jeg kunde ikke Andet!”
„De har ført et meget mageligt Liv,” sagde Sneglen.
„Tilvisse! Alt blev givet mig!” sagde Rosenhækken; „men Dem blev endnu Mere givet! De er en af disse tænkende, dybsindige Naturer, en af de høit begavede, der vil forbause Verden.”
„Det har jeg aldeles ikke i Sinde,” sagde Sneglen. „Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med Verden at gjøre? Jeg har Nok med mig selv og Nok i mig selv.”
„Men skulle vi ikke Alle her paa Jorden give vor bedste Deel til de Andre! bringe hvad vi kunne —! ja, jeg har kun givet Roser! — men De? De, som fik saa Meget, hvad gav De Verden? Hvad giver De den?”
„Hvad jeg gav? Hvad jeg giver! jeg spytter ad den! den duer ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De Roser, De kan ikke drive det videre! lad Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og Faar give Melk; de have hver deres Publicum, jeg har mit i mig selv! jeg gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!”
Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og kittede det til.
„Det er saa sørgeligt!” sagde Rosentræet. „Jeg kan med bedste Villie ikke krybe ind, jeg maa altid springe ud, springe ud i Roser. Bladene falde af, de flyve hen i Vinden! dog een af Roserne saae jeg blive lagt i Huusmoderens Psalmebog, een af mine Roser fik Plads ved en Ung, deilig Piges Bryst og een blev kysset af en Barnemund i livsalig Glæde. Det gjorde mig saa vel, det var en sand Velsignelse. Det er min Erindring, mit Liv!”
Og Rosentræet blomstrede i Uskyldighed, og Sneglen dvaskede i sit Huus, Verden kom ikke ham ved.
Og Aaringer gik.
Sneglen var Jord i Jorden, Rosentræet var Jord i Jorden; ogsaa Erindringsrosen i Psalmebogen var veiret hen, — — men i Haven blomstrede nye Rosenhækker, i Haven voxte nye Snegle; de krøb ind i deres Huus, spyttede, — Verden kom ikke dem ved.
Skal vi læse Historien om forfra igjen? — Den bliver
ikke anderledes.
