Sprogenes Bog

by anonym

Ved alle Døre, før ind man gaar,
Speide man skal,
Skue man skal;
Thi uvist er at vide, hvor Uvenner sidde
Foran paa Gulvets Fjæle.

Gavmilde, hil jer! Gjæst er indkommen,
Hvor skal han sæde søge?
Den ei dvæler, som for Døre
Skal sin Fremgang friste.

Ild har behov, hvo ind er kommen
Og er paa knæerne kold.
Mad og Klæder er Mandens Tarv,
Som haver paa Fjeld faret.

Vand har Behov, hvo til Vesper kommer,
Haand-Klæde og Hilsen,
Venligt væsen - om han vinde det kan -
Tale og lydhør Tavshed.

Vid har Behov, hvo vide vandrer,
Alt gaar saa jævnt hjemme;
Øie-Skive vorder, hvo Intet veed
Og sammen med Snilde sidder.

Ei af sin Kløgt skal Mand sig kry,
Heller sindig i Sinde;
Tavs den Kloge til Hjemgaard kommer;
Sjelden voldes Varsomme Ve.

Den varsomme Gjæst, der til Vesper kommer,
Tier med lydhør Tavshed;
Lytter med Øre, lurer med Øie, -
Slig Speiden er Vismands Vane.

Taaben gloer, naar til Gilde han kommer,
Mumler i Skjæg og skuler;
Alt saasnart en Slurk han faar,
Ligger for Dag hans Dumhed.

Ei holde man sig til Kruset, drikke dog høvisk Mjød,
Tale til Tarv eller tie;
Ei lægger Nogen dig det til Last,
At du gaar snart at sove.

Graadig Mand uden Menneskevid
Æder sig Alderssvaghed til; -
Mangen til Latter i Kloges lag
Blot ved sin bug blev.

Hjorde vide, naar hjem de skulle,
Og da de af Græs gange;
Men usnild Mand aldrig kjender
Egen Maves Maal.

Usselryggen, den ilde-sindede,
Spotter over dit og dat;
Ei han veed, hvad vide han burde,
At ei han for Feil er fri.

Usnild Mand mener at Alle,
Der smile vænt, er hans Venner;
Ei han mærker, at Ondt om ham mæles,
Naar han blandt Snilde sidder.

Usnild Mand, mener at Alle,
Der smile vænt, er hans Venner;
Tidsnok han mærker, naar paa Thinge han møder,
At han har Faa Forsvar.

Usnild Mand mener at vide Alt,
Blot han har Balgen bjerget;
Ei han veed at vælge sit Svar,
Naar Kloge gaa ham paa Klingen.

Usnild Mand, der blandt Mennesker kommer,
Ham er det tjenstligt at tie.
Andre ei aner, at Intet han kan,
Naar ei han for meget mæler.

Viis tykkes sig den, som veed at spørge,
Og sige hvad Andre sagde;
Intet skjule kan Slægters Sønner,
Hvad først er ude blandt Folk.

I Overflod mæler, hvo aldrig tier,
ørkesløse Ord; -
rapmælt Tunge, som render uden Tøile,
snakker sig ofte til Skade.

lngen gjøre Anden til Øieskive,
naar han til Gjæstebud gaar;
ofte tykkes sig vis, hvo uspurgt vorder,
og tørskindet kan tvære.

Vis sig tykkes, naar Flugt han tager,
en Gjæst som har Gjæst gjækket;
lidet mærker den, over Bordet ler,
at han blandt Gramme griner.

Mange Mænd mene hinanden vel
og feide dog over Fadet;
stedse er det Slægters Stof til Strid,
Gjæst kives med Gjæst.

Aarle Maaltid skal Manden tage,
Ei fastende komme til Fest;
Sidder og hænger, ser forhungret ud,
Og kan om faa Ting fritte.

Gange du skal, skal Gjæst ei være
stedse paa samme Sted;
Liflig bliver led, naar længe han sidder
paa de fremmede Fjæle.

Bo er bedst, om end lidet det er,
i sit Hus er enhver Herre.
Har du to Gjeder og en vidietækt Hytte, --
det er dog bedre end Bøn.

- Bo er bedst, om end lidet det er,
I sit Hus er enhver Herre.
Hjertet bløder hos den der maa bede
Om Maad til hvert et Maaltid.

Vaaben og Klæder skal Venner vexle,
sligt paa dem selv synes;
Giver og Gjercgiver blive gamle Venner,
om vedblivende Alt gaar vel.

Ven for sin Ven skal en Mand være
for ham og for hans Ven;
men ingen Mand skal sin Uvens
Venners Ven være.

Veed du en Ven, som vel du troer,
og vil du Godt af ham vinde:
Sind du blande med ham og Gaver skifte,
ofte gaa ham at gjæste.

Har du en Anden, som ilde du troer,
Og vil dog Godt af ham vinde: -
Fagert du mæle med ham og falsk det mene,
Giv løs Tale for Løgn.

End Et om ham, hvem ilde du troer,
Og paa hvis Sind du ei stoler:
Le skal du med ham og listig mæle,
Lønnen være Gavens Lige.

Ung var jeg fordum, ensom jeg foer,
da forvilded jeg mig paa Veien.
Rig jeg mig tyktes, da en Anden jeg traf:
Mand er Mands Gammen.

Fyrren paa Torp trives ei, frønnes
blottet for Bark og Bar;
slig er den Mand, hvem slet Ingen elsker,
hvi skal han længe leve?

Hedere end lld brænder blandt onde Venner
Fred i fem Dage,
og slukner da, naar den sjette kommer,
som aldrig der Venskab var.

Ikke meget en Mand skal give,
tidt kjøbes Lov for lidt;
med en halv Lev og heldende Krus
jeg mig en Fælle fik.

Brand af Brand brænder til brændt den er,
lld tændes af lld.
Mand for Mand er ved Mælet kundbar,
dum bliver den der tier.

Aarle skal opstaa, hvo der vil Andens
Liv og Løsøre have;
sjelden fanger liggende Ulv et Laar,
eller sovende Mand Seir.

Aarle skal opstaa, hvem Arbeidere fattes
og gaa sin Gjerning at røgte;
meget sinkes hvo om Morgenen sover,
Raskhed er halv Rigdom.

Tørre Bjælker og Næver til Tækning
derpaa veed Manden Maal;
veed og hvormeget Ved forslaar
til Halvaar og til Hælvten.

Toet og mæt ride Mand til Thinge
om end ei kostbart klædi;
ved Sko og Brog sig Ingen skamme,
og heller ei ved sin Hest.

Den klaprer og snapper, naar den kommer til Søerne,
Ørnen paa det urgamle Hav;
saa er en Mand, der blandt Mange kommer
og har Formælere faa.

Spørge og svare den Vise skal,
om han vil klog kaldes;
vide ene og ei selvanden,
-Thinget veed hvad tre veed.

Den Snilde i Raad skal sin Styrke
holdt i Ave have;
det han finder, naar blandt Frøkener han kommer
at lngen er aller-kjækkest.

Varsom og vagtsom hver Mand være,
tøvende med Venne-Tiltro;
ofte for Ord, som til Andre sagdes,
maa man Bod byde.

Meget for tidlig jeg mangt Sted kom
Og for sent tll Somme;
Øl var drukket eller ulavet,
sjelden finder Brydsom Bryg.

Her og hist blev til Hus jeg buden,
hvis jeg kræved ei Mad til Maaltid,
eller to Skinker hang hos min tro Ven,
naar jeg havde een ædt.

Ild er det bedste for Ætters Børn
dernæst Sol at se
og god Helsen, om den kan haves,
og uden Last at leve.

En Mand er ei Stakkel om end han skranter;
somme er sæl ved Sønner,
somme ved Frænder, somme ved Formue,
somme ved velgjort Værk.

Bedre i Live end ligge paa Baar,
den Kvæge faar sig vel Kvæg.
Blusse saae jeg Baal for Rigmand,
selv laa han død for Dør.

Halt rider Hest, Haandløs driver Hjord,
Døv er dygtig i Dyst;
Blind har det bedre end Brændt har det,
et Lig er til liden Nytte.

Søn er bedre skjøndt sent født,
naar Faders Liv er ledet;
Sjelden Bautasten staa ved Vei,
uden reiste af Maag for Maag.

Ei veed en Mand, som Intet veed:
Mangen vorder Overflods Abe.
En er rig og arm en Anden,
lngen bør derfor dadles.

Fæ døer, Frænder døer,
selv døer man tilsidst.
Men Eftermælet aldrig døer,
hvor det er vel vundet.

Fæ døer, Frænder døer,
selv døer man tilsidst.
Eet veed jeg, der aldrig døer,
Dom over hver en Død.