Storfangeren Ojuvainath
STORFANGEREN OJUVAINATH
"Hallo! Solen er godt paa Vej opefter!"
En inderlig Gaben var Svaret.
"Op med jer! Vi skal videre!"
Et Par stive Arme straktes ledknagende i Vejret, og to søvndrukne Skikkelser kravlede frem fra en lille Fjældhule.
"Tænd op og lav Kaffe, Alafitdle!"
"Kaffen er færdig!"
Ah—qujanaq! Den sidste Replik virkede. Vor Gaben blev til Latter, og Kuldegysene skylledes hurtigt ned med den varme Drik. Efter en 14 Timers Rejse i Kajak sammen med to Fangere fra Kangamiut, Carl og Alafitdle, havde jeg søgt Hvile paa det lange, flade Næs, der danner Skællet mellem Søndre—Strømfjord og Kangerdluarsunguark. Turen havde været anstrengende og Overfarten over Strømfjorden meget trættende. Den 25 Mil lange Fjord munder ganske smalt ud med en Elvs rivende Strøm. Skønt det, da vi satte over, var ganske stille, slog Strømsøerne dog over Kajakerne, og der stod et Brus ind over Fjorden som fra et oprørt Hav.
Vi havde lagt os ind lige ved Mundingen, og et Stykke fra os kogte Strømmen i Hvirvler.
"Hører du den?" sagde Alafitdle og saa ud over Fjorden. "Det er som Lyden af et Vandfald langt borte. Den kan kun befares med Strømmen; derfor maa vi rejse Dag og Nat i Træk, naar vi skal ind til Bunden, og sover da kun, mens vi venter paa Strømkæntring. De 25 Mil kan vi rutche igennem paa tre Dage under heldige Forhold. Det er en vovelig Fart om Efteraaret, naar det begynder at blive mørkt. Jeg husker en Nattetur, hvor det var saa mørkt, at vi knapt kunde skimte hinanden i Baaden. Vandet fossede om os, og vi fløj af Sted. Jeg var Styrer. Vi kunde ikke se Land og hørte ikke andet end Strømbruset, og saa min Stemme, naar jeg gav en Kommando. Hele Besætningen havde tabt Mælet og sad ganske tavse i Baaden. Det galdt om at holde sig midtsøs — paa maa og faa bare, og Skær og Drejninger kunde jeg jo ikke se noget til i Mørket, blot et Strejf, saa var der Hul i Baaden.
Saadan gled vi Natten igennem ned ad Strømmen, og da det lysnede, og vi begyndte at skimte Kystens Omrids, fløj vi saa ikke nok saa nydeligt af Sted lige midtsøs! Og gladest af alle var vist Styrmanden, men heller ikke saa lidt vigtig."
Kun et lille Stykke af Strømfjorden var synlig fra vor Lejrplads; høje, spidstakkede Fjælde med Topsne spærrede Udsigten. Fjorden saa næsten ud som en stor Elv, der snoede sig mellem Klippestykker.
Man fik en nysgerrigs Lyst til at komme ind bag disse Fjælde, der skjulte Rensjægernes frodige Land, — men Rejseplanen lød paa: ret frem og videre Nord paa. Vinterkvarteret laa over 100 Mil mod Nord, og det skulde naas, inden Efteraarsstormene blev alt for vilde. — Vi fik Kajakerne paa Hovedet og bar dem ned til den lille Sø, som gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et Stykke over Land og var saa endelig nede ved den Fjord, som var vor Rejses endelige Maal. Inde i Bunden, en god Mils Vej indefter, havde Storfangeren, Ojuvainath, sin Teltlejr. Og det var ham, vi skulde besøge.
Fjorden laa blank og stille; vore Kajaker skød lydløst gennem Vandet. Solen var allerede højt over Fjældene, og Kingatsiaqs røde Stenrauser kastede et flimrende Farveskær over Søen. En Delfin dukkede op forude. Carl satte efter den; men den saa ham og forsvandt. Langsomt gled vi indefter uden at tale videre sammen. Aareslagene skræmmede ikke engang de Søfugle bort, som svømmede rundt om vore Kajaker. Unge Maager lettede sig nysgerrigt og sejlede lige ind paa os; men ingen Fuglepil blev løftet, intet Skud blev løsnet.
"Aah, det kan jo være det samme i Dag," sagde mine Kajakmænd, hver Gang Vildtet var ved at friste dem.
"Saadan stod vist Solen, da den dræbte den gamle Mand fra Arsuk," sagde Alafitdle.
"Ja, du kender vel Sagnet? Da han saa Solen over sin egen Hjemstavn, følte han en saadan Glæde, at hans Hjærte brast."
Næs for Næs roede vi om, langsomt, saaledes som Mennesker, der nyder. Endelig gik en hvid Røgsøjle til Vejrs forude; den kom fra Teltlejren.
"Nu sætter de Velkomstgryden over Kog," sagde mine Kammerater og satte Farten op. Lidt efter lod vi vore Kajaker løbe langt op i det hvide Sand ved Siden af den Elv, hvor Ojuvainath havde slaaet sig ned for Sommeren. I fem Dage var jeg hans Gæst, og i den Tid blev der fortalt mig mange Historier fra Grønlændernes Sommerliv.
Ojuvainath var 40 Aar, men saa ud som en Mand paa knapt 30. Han var dansk-grønlansk Blanding, middelhøj og ualmindelig harmonisk bygget. Hans Ansigtstræk var ikke stærkt markerede, men fine; et sort, kruset Haar faldt ned over en høj, hvælvet Pande; Øjnene var brune og spillende, Næsen skarp, næsten lige, og den energiske Mund var halvt dækket af et tætklippet, rødblond Fuldskæg. Hans Gang var spænstig, Holdningen statelig. Han var stærk og forstod at benytte sig deraf; hans Tanker var klare, og han gav dem altid Udtryk i et elegant grønlandsk. Mod havde han i Overflod og lagde heller ikke Skjul derpaa. Sine Landsmænd var han overlegen i alt, hvad der vedrørte Kajakfangst, og han var sig sin Position bevidst. Han førte sig med en Værdighed, der ellers er Grønlænderen ganske fremmed, og man mærkede uvilkaarligt, at ingen af hans Landsmænd godvilligt turde gaa ham imod i noget, og hvor han bød, fulgte øjeblikkelig Handling.
Til mange velhavende Beundrerinders Raseri havde han giftet sig med en fattig Pige, som selvfølgelig dyrkede ham som sin Gud; der var noget sydlansk over den underdanige Glæde, hvormed hun adlød hans mindste Vink. De havde en lille Søn og en Datter, som endnu ikke var fyldt Aar.
Sønnen, den vordende Storfanger, var deres Stolthed; allerede i hans tredie Aar vilde Faderen lave ham hans første Kajak.
Ojuvainath var en lykkelig Mand; Hjemmet, Børnene og Konen tog alle hans Tanker og al den Tid, han ikke var paa Fangst.
"Du har vist lagt Mærke til, at jeg altid er glad," sagde han en Dag til mig, "det er deres Skyld der, Smaabørnene og saa min Kone."
Han nævnte altid Konen efter Børnene.
"For nogle Aar siden var det ikke saadan. Da var Glæden gledet bort mellem Fingrene paa mig, og den var svær at fange igen. Ser du, lige efter hinanden døde min Fa'r og Mo'r, som jeg altid havde været hos, og som jeg holdt meget af; og lige efter min første Kone, uden at have givet mig nogen Søn. Jeg var alene lige med eet, og selv mine Fangstkammerater saa sjældent noget til mig. Da var alle mine Tanker sørgelige, det mørknede om mig, og jeg troede, at jeg var bleven gammel med det samme.
Skulde det engang gaa dig paa samme Maade, saa skynd dig at fange friske Tanker, saa længe du endnu har dine friske Kræfter. Man tror, det er umuligt; men det er bare, fordi man ikke vil tro andet.
Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; og i Sandhed, jeg kom mig, som man kommer sig efter en en Sygdom. Nu begriber jeg ikke længere min Sorg, ikke engang naar jeg tænker paa mine Forældre og min afdøde Kone, — de, som før sad mig i mit Aandedræt og min Graad.
Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig kun Sandhed. Saadan er vi: vi glemmer. Med mine Børn og min anden Kone blev jeg ung igen; jeg føler kun Glæde om mig, og selv om jeg mindes dem, jeg engang begræd, saa er det med Glæde; og hvorfor ikke med Glæde, for det er jo da kun gode Minder.
Derfor siger jeg dette: I Sandhed, Sorg kan du komme til at føle; men husk da, at den Glæde, du mistede, ikke er Livets eneste, — og tror du det, og det vil du en Tid, saa skal du senere forstaa, at det sværeste og tungeste i din Sorg var din egen Stædighed."
Ojuvainath boede i et rummeligt Skindtelt; den brede
Briks, hvor vi laa om Natten, han selv, hans Kone, Børn
og jeg, var tæppelagt med Renskind, der gjorde den blød
og behagelig. I et Hjørne af Teltet, paa højre Side af
Briksen, stod en stor Vægstenslampe, som brændte baade Dag
og Nat.
"Herinde sover man godt," plejede han at sige. — "Elven synger os i Søvn alle sammen. Hør efter, naar du lægger dig, saa skal du se, hvor dens Plasken lukker Øjnene paa dig."
Et halvt hundrede Skridt fra Teltet faldt den skummende ud i Fjorden. Langs Elvkanten opefter gik Børnene Dagen igennem og stangede Laks med en Slags lange Hager; det var morsomt at se de smaa, barbenede Drenge springe rundt om paa de vaade Sten midt i Fossesprøjtet med en Mands Sikkerhed. Ude ved Mundingen var de store Garn udspændte, som tog Laksene, naar de gik op i Elven ved Højvande. I Juli og August søger Laksene op i to med hinanden forbundne Fjældsøer for at gyde deres Rogn. I disse Søer, særlig den øverste og største, — den er godt og vel en halvanden Mil lang — holder Laksene til Vinteren over, nogle hele Aaret. En Del af dem gaar tidligt om Foraaret ud i Fjorden, og naar de, fede deraf, vender tilbage, fanges de ved Elven. I omtrent tyve Aar er der af Ojuvainaths Fader og siden af ham selv ført Regnskab over den aarlige Fangst.
Langt fra at tage af synes de tvertimod at være i Tiltagende. Den aarlige Fangst (Tidsrummet 15 Juli til Slutningen af August) varierer mellem 60 og 100 Tønder — med en daglig Fangst af to—fem Tønder.
Selvfølgelig er det kun en meget ringe Del af de Laks, der gaar op, som fanges. De to Søer bliver derfor ligesom store Beholdere, der aldrig tømmes. Paa en Kajaktur gennem dem saa jeg, særlig i den øverste, vældige Laksestimer, der kunde gøre Søens Bund fulstændig usynlig.
Vor Telts Beliggenhed var overordentlig smuk. Til den
ene Side laa Fjorden, omgiven af lave Fjælde; langt nede
ved Mundingen skimtedes det aabne Hav. Bag ved os laa
Søen med en vild og storslaaet Fjældmark som Baggrund.
Og der var lunt derinde, og frodigt som i alle Fjordbunde,
fuldt af brogede Blomster, Krækebær og Blaabær.
Dagen gik med Laksefangst; tidligt om Morgenen purredes der ud, og Vagter udsattes ved Garnene. Ojuvainath havde en hel Baadbesætning til sin Raadighed af lejede Folk. Naar Arbejdet var endt, efter Aftenflod, samledes vi enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved Tøndestablen. Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse bag sig. Og det havde de alle sammen.
Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv og sad en saadan Friaften ude og lod dem fortælle.
Kolonierne og Udstederne, ikke at tale om de smaa Bopladser, er næsten mennnesketomme om Sommeren her i Sydgrønland. Rensjægerne tager ind til Fjordenes Opland, andre tager paa Laksefangst ved Elve, nogle igen paa Havkatfangst i Vigene. Fiskene vindtørres og hengemmes som Vinterforraad: Renskødet ligeledes. Man drager ud mod Midten og Slutningen af Juni, bliver ude hele Sommeren i Teltlejr og kommer som Regel først hjem igen med Efteraaret i September. Grønlænderne elsker dette omstrejfende Liv, og naar Talen falder paa Oplevelserne, kommer der Fart i Beretningerne. Fortælleren opildnes af de mange Øjne, der rettes mod ham; han gestikulerer illustrerende til sin Tekst, der snart paahøres i aandeløs Stilhed, snart ledsages af Latter og Tilraab. Det er ikke en tillæst Viden, der opremses, det er en Stump af hans eget rastløse Liv, der repeteres for Kammeraterne, — og Emnet er det for Grønlænderne evigt aktuelle, derfor samler Ordene altid Stimmel og Liv — eller ogsaa Andagt.
Ojuvainath sad paa en af sine Laksetønder og pustede Piberøgen ud for sig i Ringe. Arbejdet var endt, og Folkene stod rundt omkring ham.
Ved at se paa ham, kom der over mig en besynderlig Stemning fra gamle Dage, som jeg straks ikke rigtigt kunde gøre Rede for.
Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke Mand med de stærke Skuldre, det solbrændte Ansigt med den skarpe Profil, jo, nu forstod jeg det! Han mindede mig om gamle Homers Kraftkarle. Saadan tror jeg, de saa ud.
Og den stolte, hidsige og smukke Storfanger Ojuvainath, den vældige Harpunkaster, den fodrappe Rensjæger — Akilles, Akilles! Og jeg kunde aldrig siden faa dette Billede ud af Hovedet.
"Fotæl os lidt om dine Rensjagter, Ojuvainath!"
"Det er vanskeligt saadan ligetil," svarede han og saa hen for sig. "Og der er jo ikke saadan noget mærkeligt at fortælle; bagefter synes man jo, at det ene Aar var lige som alle de andre. Og dog er jo hver Dag ny i selve Jagttiden; hver Dag har sine egne Glæder, Skuffelser og Strabadser.
Jeg har jaget i 20 Somre. Knapt 14 Aar begyndte jeg. Den Gang var jeg i den Alder, hvor man vil kappes med de raskeste, og da der gik Frasagn om Norgrønlænderne, tog jeg derop sammen med en Onkel — som simpel Roer i hans Konebaad. Det var til Nordre-Strømfjord, helt ind i Bunden. Næste Aar rejste jeg Nord paa igen, denne Gang som Herre og Styrer i min egen Konebaad. Jeg var da 15 Aar. Til mit 36. Aar har jeg hver Sommer været paa Rensjagt her i vore egne Distrikter ved Søndre-Strømfjord; og det er først nu, at jeg har slaaet mig paa Laksefangsten. Det betaler sig bedre.
Nordgrønlænderne, maa jeg sige, er raskere til Bens og livligere end vi Sydgrønlændere; de er næsten for kappelystne. I Kajaken derimod er vi de dygtigste. Isen lukker jo Havet for dem om Vinteren.
Men Rensjagterne i Søndre-Strømfjord!
Det er vist det bedste Rendistrikt i hele Sydgrønland, især naar man tager helt ind til Bunden. Og det er en Tur, man ikke glemmer. Den kan kun foretages i Konebaad. Du vil faa en Fornemmelse af, at din Baad staar stille — og at hele Fjorden rutcher forbi dig i svimlende Fart. Og Farten vil vokse et Stykke indefter. Og naar du nærmer dig Fjordbunden, og Landet om dig bliver fladere og frodigere, vil det ligesom pludseligt blive lyst om dig, og du vil synes at glide ind i et Land, der er lysere og skønnere end det, du forlod. Bag ved dig — langt, langt ude — ser du Mundingsfjældene, høje og mørke; Fjældryggene tegner sig indefter, bugtende med Fjorden, som en Revne i et eneste, vældigt Fjæld, der skraaner indefter; og helt inde kommer saa Bunden, som en bred og frodig Dal, der løber lige op i Indlandsisen.
Dernede gaar vi paa Rensjagt med Kone og Børn fra Juni til September. Konebaaden lægges op paa Land, fortøjes forsvarligt og forlades for et Par Maaneder. Som Regel medføres intet uden Bøsserne, Kaffe og Tobak; undertiden ogsaa et lille Tøjtelt. Naar man paa Vandringerne kommer til gode Renfelter, slaar man Lejr. Kvinder og Børn efterlades, og Mændene gennemstrejfer i flere Dage Omegnen. Byttet bæres hjem til Lejren, og Kødet skæres i tynde Kager, der lægges til Vindtørring paa Klipperne. Et helt Rensdyr paa Ryggen en hel Dag igennem — over et besværligt Bakkedrag — regnes ikke for noget, naar det da ikke er en alt for stor Tyr.
Ved de forskellige Lejrpladser — man drager jo længere og længere inde i Landet — dannes Forraadsdepoter af det tørrede Kød, som paa Hjemvejen bæres ned til Konebaaden. Det er lange Dagsmarcher — fra tidlig Morgen til sen Aften — og ofte kan det jo være haardt nok for 5—6 Aars Purke; men de bliver ogsaa Rensjægere, før de har staaet for Præsten.
Kvinderne døjer ogsaa ondt, før de faar øvet sig op; de maa jo bære adskillige Pund paa deres Rygstykker. Saa hænder det ikke sjældent, at de læner Byrden mod en Sten og giver tabt. Og naar man saa vil være rigtig ondskabsfuld, behøver man blot at sige til dem: "I stakkels Kvinder, der maa døje saa meget ondt! Tænk bare paa dem derhjemme, der driver paa Briksen uden at være det mindste trætte!" — Saa brister de i Graad og er ikke saadan at trøste. Og de forbander Jagtlivet og lover sig selv, aldrig at ville tage med mere. Men snart vænner de sig til at ligge ude uden Telt, til at gaa langt og bære meget, og saa glemmes alle Genvordigheder og Løfter med det samme. Og næste Aar, ved første Rensjagt er Kvinderne altid de første, som vil med. Og naar Konebaadsbesætningen saa er fuldtallig, og vi forlader Husene, saa er der mange, der græder, af de Kvinder, der ikke kom med.
En Række Solskinsdage, hvor man nyder Livet; Regnvejrsdagene enten i Telt eller i Klippehule, hvor man maa holde Humøret oppe; Dage, hvor der fanges i Overflod; Dage, hvor man jager forgæves; Held og Uheld; Livsfare engang imellem; ja, en hel Bunke af den Slags Ting ind imellem hinanden — det er det Liv, vi Rensjægere lever. Alle sammen elsker vi denne Tid, og vi længes efter at komme af Sted hvert Foraar."
"Ja, det er sandt nok, men vi er ogsaa glade ved at komme hjem igen", faldt Alafitdle ind og fortsatte leende: "I husker nok den Tid, da Kaffen for længe siden er drukket, og vore gamle Piber forlængst er udstykkede som Skraa. Aah, en lille Pibeflis, blot saa meget, som kan dække en Kindtand, er ikke til at betale med Renkød. Og naar de gamle først har faaet knust deres Kridtpiber og snust dem op, saa kan det saamænd være sløjt nok. Men alligevel, jeg har ikke været paa Rensjagt i Aar og længes derind, nu da jeg ser Fjældene."
"Aa ja, Rensjagttiden!" sagde en ung Pige, og der kom Liv i hendes Øjne, "langt, langt derinde, nær Isblinkene, bag ved høje, høje Fjælde og store Søer, der ser ud som vældige Gryder, fyldte med Vand."
"Ja, der er mærkeligt derinde, og der er mange Ting derinde, som man aldrig bliver rigtig klar over," sagde en gammel Mand. "Som nu det, gamle Evale og hans Kone fortalte. De saa mange mærkelige Ting i Renlandet, de to gamle. Hver Sommer tog de derind, til sidst ganske alene, da deres Børn var døde. Hjemme vilde de slet ikke blive, naar det først blev Sommer, og saa levede de inde i Fjorden ganske alene til Efteraaret. Selv da han blev for gammel til at jage, tog han derind alligevel.
En Nat, da de laa og sov under en stor Sten — helt oppe i Bunden af Kangerdluarsuak — hørte gamle Evale pludselig en Lyd, han ikke forstod. Den kom, syntes han, nede fra den Sten, hvorunder de laa. Lyden voksede. Den blev til en Musik saa dejlig, at han grædende vækkede sin Kone, for at ogsaa hun kunde høre den. Og hun lagde sit Øre mod Stenen og hørte det samme som sin Mand. Det var, ligesom Melodierne drev i Taage et Sted langt borte, fortalte de.
Og som de lyttede, liggende paa Jorden, sprang mellem Tonerne en enkelt, som blev kraftigere og stærkere end de andre. Og den voksede, kom dem nærmere og nærmere, og til sidst forstod de, at den Lyd kom fra et Menneske, der sang; men der var mange, der fulgte hans Sang med Spil. Og de hørte Ord, Sangens Test, og forstod den. Og Manden, som sang, ligesom sang for de to gamle; for han blev ved med at gentage samme Sang og samme Ord. Til sidst lærte gamle Evale den og gav sig til at synge med — Ord og Melodi.
"Sangen, de lærer os, er deres Gave," sagde de til hinanden, og deres Glæde var stor.
Saa med eet tager Konen sin Mand i Armen og raaber: "Se der!" Og de saa begge frem for sig et Land, vidunderligere og frodigere, end de nogen Sinde før havde set. Og saa drev det — ligesom Sangen — i Taage gennem Luften.
Og de to gamle raabte hinandens Navne af Glæde og blev ved med at le og at le. Og de vilde gaa henimod det, men da gled det om bag Fjældene og blev borte; og Sangen døde bort.
Endnu en Gang sang gamle Evale den nye Sang for sin Kone; og han sang den med alle Ordene. Saa følte de sig trætte af alt, hvad de havde hørt og set, og lagde sig til at sove. Men da de vaagnede næste Morgen, havde de glemt Sangen begge to, ganske som man om Morgenen kan glemme det, man drømte om Natten. Og alt, hvad de huskede, var, at den var saare dejlig.
Og om de nu virkelig bare havde drømt det hele, — visselig, da havde jo Mand og Kone drømt den samme Drøm paa samme Tid, og heller ikke det forstaar vi."
"Men ogsaa andre Gange har jo gamle Eval og hans Kone oplevet Ting paa deres Rensjagter, som de aldrig kom til Klarhed over," sagde en anden. "I kender vel Historien om den store Sten med Indskriften? En Dag fandt de paa et Sted, hvor de ofte havde været, en stor Sten, som de aldrig før havde set. Stenens ene Side var ganske glat og fuldstændig overskreven med en Mængde Tegn, de ikke forstod. Stenen var sort og meget fint forarbejdet. Da de kom hjem, fortalte de om deres Fund, og man medgav dem næste Aar, da de rejste, Papir og Blyant, for at de kunde tegne Stenen efter.
Men da de kom til det Sted, hvor den havde ligget, fandt de den knust i smaa bitte Stumper. Ikke et Bogstav var at finde igen, alt var tilintetgjort. Man havde vist ikke villet, at den skulde komme i Menneskeeje.
Og gamle Evale havde sin egen Mening om den Sag. Han troede, at der derinde levede Væsner, som kun vilde Grønlænderne godt. Stenen havde sikkert været meget kostbar, sagde han; og begyndte man først at finde Kostbarheder i Grønland, vilde sikkert fremmede Folk komme til Landet. Og da vilde det gaa Grønlænderne ilde, og de vilde maaske snart ikke findes mere. Derfor holdes Kostbarhederne skjulte for Menneskener!" —
"Visselig, saadan er det," sagde mange i Munden paa hinanden. "Vi har jo hørt om, at det er gaaet mange Folk saaledes. Og det er ikke længe siden, at vi hørte, at man langt Syd paa var ved at udrydde et helt Folk, fordi deres Land var rigt paa Guld. Den stærke tager fra den svage. Og vi er jo kun faa heroppe. Derfor vaages der over vort Land. Vel, om der aldrig maa findes kostbare Stene heroppe. Os vil de intet godt bringe."
— — — Solen var gaaet ned. Et koldt Pust strøg ind over Fjorden og mindede Menneskene om, at Nat afløste Dag.
"Aah, — de Rensjagter, de Rensjagter!" sagde Ojuvainath, da vi gik ind i hans Telt.